Har fået en placering med mere trafik foran forretningen

– Kamel har netop åbnet sin butik med dagligvarer på Torvet ved busterminalen i Aabybro.

Synlig placering
Han har været på udkig efter bedre og større lokaler end de hidtidige i Vestergade, hvor de cirka 75 kvadratmeter forlades til fordel for 130 kvadratmeter.
Og så er det vigtigt for Kamel, at han med butiksvinduer ud mod busterminalen får en mere synlig placering, hvor der er meget trafik – også på gåben.

Frisk frugt
Kamel fortæller, at han hver onsdag og lørdag vil få frisk frugt og grøntsager i forretningen.
Den byder blandt andet også på kager, olier, oliven og mælk og pasta.
Det er et år og to måneder siden, han første gang åbnede forretning i Aabybro.

I stedet for at lade sig forsørge åbnede Kamel sin egen butik. Foto: Vores Jammerbugt

Nej til kontanthjælp
Kamel og familien er flygtninge fra Syrien og kom til Jammerbugt for seks år siden.
Han ville ikke affinde sig med at gå på kontanthjælp – det er en dårlig ting.
Derfor åbnede han butikken, da han også drev butik i Syrien. Kamel oplever, at han har mange kunder også af mange forskellige nationaliteter – kurdere, rumænere, arabere, filippinere – både lokale og fra andre byer.