Der er så fuld af sjov ude i den store skov hos Fårup Sommerland, og det har de mange gæster også opdaget, da Fårup Sommerland har en forrygende sæson med flere nyheder forude og en ny grøn certificering af Hotel Fårup.

Kendte gæster

I august får forlystelsesparken besøg af Kristian fra Ramasjang Mysteriet 14. og 15. august, og han skal sammen med publikum opklare mysterier i parken.
Hvem er skurken? Er det danseslynglen Danse Staffan, fodboldtossen Ronni Roligan eller den skøre jagtprinsesse Hanne Riffel? 
Weekenden efter kommer Youtube-fænomenet Popsi og Krelle på skovtur for at holde en børnefest af dimensioner, og Ramasjangs Onkel Reje er at finde i Fårup Sommerland 28. og 29. august.
– Det giver mulighed for at komme og opleve endnu mere underholdning hos os, og hvis man har sæsonskort, så er det endnu en grund til at få det brugt lidt mere, fortæller direktør Niels Jørgen Jensen.
– Vi ved fra de tidligere sæsoner, at det er meget populære indslag.

En god sæson

Og populær, det er Fårup Sommerland allerede, da den er i gang med en rigtig god sæson, som selvfølgelig også har været begunstiget af det gode sommervejr i juni og juli.
– Vi er lidt lettede over, at vi har en rigtig god sæson. Det går godt, og vi ligger faktisk lidt foran 2019, som er det seneste sammenlignelige normale år, fortæller en glad Niels Jørgen Jensen.
Og det på trods af, at der er langt mellem de norske gæster, da de skal i karantæne i deres hjemland, når de vender hjem fra ferie i Danmark, som derfor bliver fravalgt.
Ydermere er det kun ganske få forlystelsesparker, der ligesom Fårup Sommerland kan melde ud, at de ligger foran 2019.
– Så vi er meget glade for og ydmyge over, at så mange vælger at komme i vore park, siger Niels Jørgen Nielsen.

Grønt hotel
Det populære Hotel Fårup kan også komme med gode nyheder.
Det har fået turismens internationale miljømærke, Green Key.
Det gives til turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet og følger en række miljøkrav som energi- og vandbesparelse samt brug af økologiske råvarer og sortering af affald.
– Vi oplever, at denne grønne certificering er meget vigtig særligt for de af vores kunder, som holder møder og konferencer på hotellet, fortæller Niels Jørgen Jensen om det seneste grønne tiltag i den store grønne skov.