For tredje gang blænder de tre pastorater i 9460 Brovst nu op for et flot kunstprojekt hen over sommeren.
Ni primært lokale kunstnere vil fra søndag 27. juni hver udstille i en af områdets otte kirker – Ø. Svenstrup Kirke, Lerup Kirke, Tranum Kirke, Brovst Kirke, Langeslund Kirke, Oxholm Kirke, Torslev Kirke og Oxholm Kirke.
Hver udstilling bærer et kristent/bibelsk tema, som kunstneren/kunstnerne selv har valgt, og ligesom ved de to forrige Kunst i Kirken, der fandt sted i 2006 og 2018, bliver der også denne sommer budt på en stor mangfoldighed af kunstneriske udtryk: Malerier, akvareller, grafik, værker på papir, skulpturer og keramik.

Lisbeth Skall Laustsen åbner Kunst i Kirken med sin udstilling “Se min engel”. 

Hver sin åbning
Hver udstilling åbnes med en ferniserings-musikgudstjeneste – en hver søndag, og som nævnt lægges der ud søndag 27. juni kl. 19.30 i Ø. Svenstrup Kirke med åbningen af Lisbeth Skall Laustsens udstilling ”Se min engel”.
Ved hver musikgudstjeneste medvirker flere af områdets kirkemusikere, hvilket resulterer i, at gudstjenesterne byder på en stor variation af musikalske genrer – lige fra det helt klassiske til noget af det nyeste pop.
Hele formålet med projektet er netop, at kirke og kunst skal udfordre hinanden med musikken som medspiller. Ved ferniseringerne vil kunstnerens tanker om værker og tema udgøre gudstjenestens prædiken.

Krukken er temaet i Jonna Andersens udstilling i Brovst Kirke. 

Slutter på Bratskov
Efter hver fernisering kan hver udstilling ses i pågældende kirke i minimum to uger i kirkens daglige åbningstid. 
Hele kunstprojektet slutter med, at alle samtlige kunstværker fra alle kirker samles på herregården Bratskov i Brovst, hvor udstilles fra d. 28. august til d. 10. september.

Galleri Tanté har til udstillingen i Tranum Kirke ladet sig inspirere af det ældgamle kristne symbol fisken. 

Sommerens udstillingsprogram ser ud som følgende:

  • Ø. Svenstrup Kirke søndag d. 27. juni kl. 19.30: ”Se min engel” – Lisbeth Skall Laustsen med Malerier og drivtømmerkunst.
  • Lerup Kirke søndag d. 4. juli kl. 19.30: ”Og der blev lys” – Margit Vica Madsen med grafik og malerier.
  • Tranum Kirke søndag d. 11. juli kl. 19.30: ”Ichthys/Fisken” – Ateliér Tanté med malerier og skulpturer.
  • Brovst Kirke søndag d. 18. juli kl. 19.30: ”Krukken” – Jonna Andersen med keramik.
  • Langeslund Kirke søndag d. 25. juli kl. 19.30: ”Åndens frugt” – Birgit Øvig med akrylmaleri og blandform.
  • Oxholm Kirke søndag d. 1. august kl. 19.30: ”Som hønen klukker mindelig” – Karen-Marie Mondrup med stentøjsler og papir.
  • Torslev Kirke søndag d. 8. august kl. 19.30: ”Dødehavsrullerne” – Pia Mesterton Graae med malerier og værker på papir.
  • Koldmose Kirke søndag d. 15. august: ”Den brændende tornebusk” – Marie Vibe med akvareller.

Der kan læses mere om Kunst i Kirken på www.kunstikirken.dk

Karen Marie Mondrup byder på både keramik og malerier i Torslev Kirke.