Folkekirkerne i Hvetbo pastoraterne har de sidste par uger haft et påskeforløb, som nu til påske er færdigt.
– Vi har delt påskeposer ud til alle pasningstilbuddene i hele ‘vores’ område, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Karen Margrethe Olesen.
Og området er i Hune, Saltum-Alstrup, Jetsmark og Ingstrup-V.Hjermitslev.

Pynt til påske
I posen har der bl.a. været en bog om påsken, påskesange, forslag til leg, chokoladeæg, flamingo-æg til de yngste og en lidt anden variant til de større børn.
– Oplægget har været, at de i pasningstilbuddet har pyntet æggene, og så har de taget en tur til den lokale kirke i ugen op til Palmesøndag for at hænge æggene på nogle grene i våbenhuset eller udenfor kirkerne, forklarer Karen Margrethe Olesen.
Grenene vil hænge påsken over, så de folk, der besøger kirkerne kan se de mange flotte påskeæg på grenene.
– Fra kirkerne er vi utrolig glade for samarbejdet og det fantastiske resultat, siger hun.