Arrangørerne bag det årlige Knæk Cancer indsamlingsshow i Aabybro glæder sig til endelig at få lov til at give deltagerne en god oplevelse og forhåbentlig samle en god sum penge ind til Kræftens Bekæmpelse efter sidste års aflysning som følge af restriktioner.
Indsamlingsshowet foregår som altid lørdag i uge 43, nemlig 30. oktober, og billetsalget starter fredag 13. august kl. 16 i DGI Huset i Aabybro, oplyser June Haugaard Mejlholm på vegne af arrangørerne.
De håber på at kunne melde hurtigt udsolgt til indsamlingsshowet.

Flere arrangementer
Desuden vil der i løbet af ugerne 42 og 43 som vanligt være forskellige arrangementer, som alle samler ind til det gode formål.
– Disse ting er ikke helt på plads endnu, men indtil videre ser det ud til, at der igen kommer cykelløb, lysceremoni, banko, modeshow, tapas og yoga på programmet, siger June Haugaard Mejlholm.
Hele byen står sammen om denne indsamling, og alle donationer og tiltag er meget velkomne – store som små.
Man er altid velkommen til at kontakte arrangørerne bag indsamlingsshowet.