– Tirsdag 31. marts kl. 08.00 åbnede genbrugspladserne, og her ventede omkring ti biler ved portene på at komme ind.
I løbet af dagen er presset taget til. Heldigvis tager både borgere og medarbejdere det hele med godt humør, oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Stille start
Fra morgenen var der mere stille, end forventet på de fire genbrugspladser i Jammerbugt Kommune. Men kl. 11.00 begyndte bilerne at strømme til.
– Vores normale åbningstid på genbrugspladserne er kl. 11.00, så her begyndte der at komme mere pres på alle pladser. Som forventet var der størst pres på pladserne i Aabybro og Pandrup, fortæller Peter Laursen, Teknik- og Forsyningschef i Jammerbugt Kommune.

Politi kom forbi
Politiet har været forbi genbrugspladserne i Pandrup og Fjerritslev for at kontrollere trafikken generelt og for at se, om kommunen overholder reglen om, at der højest må være ti biler ad gangen på pladserne.
Her havde politiet intet at påtale.

Ekstra personale
– Borgere viser, at de har stor forståelse for situationen, og de tager det med oprejst pande og godt humør sammen med personalet. Vi har udvidet personalet med medarbejdere fra Ejendomscenter Jammerbugt. De er hentet ind for at løse opgaven ved portene, så vi overholder kun at lukke et bestemt antal biler ind ad gangene, fortæller Peter Laursen.
Med det gode vejr i udsigt og påsken, forventer Jammerbugt Kommune fortsat et vist tryk på genbrugspladserne i den nærmeste fremtid.