– Butikkerne i Aabybro Handels- og Erhvervsforening har efter et møde med politiet været nødt til at ændre planerne for de stemningsfulde aktiviteter, der fra torsdag til og med lørdag i uge 30 afløser den vanlige By Night.

Sommerstemning og gode tilbud
Forretningerne holder torsdag 23. juli åbent til klokken 21.00 og opfordrer alle til at komme til Aabybro og opleve feriestemningen samt gå på opdagelse i de mange gode tilbud, som forretningerne byder på.

Vind et ophold
Og hver gang du handler i en af butikkerne, som er medlemmer af Aabybro Handels- og Erhvervsforening, så har du mulighed for at vinde et gavekort på 5.000 kroner til et ophold i et af Sol og Strands mange populære feriehuse.
Eller du deltager i lodtrækningen om 2. til 8. præmierne, som er gavekort på 500 kroner til en af Aabybro Handels- og Erhvervsforenings butikker.

Oplevelser
Desuden vil de enkelte butikker have hver deres event eller særlige oplevelse, og Aabybro Handels- og Erhvervsforening giver et tilskud til disse aktiviteter i forretningerne.
Og med et løft af forsamlingsforbuddet til 100 mennesker, så er der god mulighed for at byde på oplevelser samt underholdning.

Rabatter og slagtilbud
Men handels- og erhvervsforeningen har efter mødet med politiet måttet droppe planerne om at have levende musik i Aabybro Centret og i Midtbyen, ligesom der ikke opsættes særlige borde-bænke-sæt eller udendørs-arrangementer.
Til gengæld garanterer butikkerne store rabatter og slagtilbud krydret med sommerstemning og konkurrencen.