– Der er en klar årsag til, at økonomiudvalget mener, at prisen på de 10 kommunale byggegrunde i den nye udstykning Elbæksmindevej i Biersted skal være 575 kroner per kvadratmeter.

Det private niveau
Det nye boligområde omfatter nemlig ud over de 10 kommunale grunde også syv private grunde.
– Og det er lykkedes den private investor at sælge to af sine grunde til et prisleje på omkring 575 kroner, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V).
– Derfor er det svært for kommunen at gå ud og underbyde en privat investor, når han har bevist, at han kan sælge grundene til denne pris. Der skal også være rum til den private investor, forklarer Mogens Chr. Gade.
Ifølge kommunens oplysninger, så har den private lodsejer udbudt de to parcelhusgrunde, som er udstykket på nuværende tidspunkt til 685.000 kroner svarende til kvadratmeter priser på cirka 550 og cirka 570 kroner.
Begge grunde er i følge den private lodsejer solgt tæt på den udbudte pris.


Håber på lavere pris
Men en gruppe borgere i Biersted mener, at prisen er sat alt for højt, og håber derfor at kommunalbestyrelsen på sit møde 25. juni vil finde en lavere pris – helst omkring 400 kroner per kvadratmeter.
Ellers frygter borgerne, at der ikke bliver solgt nogle grunde, og dermed vil muligheden for byudvikling bliver forpasset.

Det er en budrunde
Borgmesteren påpeger, at de 575 kroner er mindsteprisen i en udbudsrunde.
– Det er samme fremgangsmåde, vi har benytte os af mange andre steder, når der er tale om attraktive grunde som i Saltum og Horsbækken i Aabybro. Det er en mindstepris, og når folk byder på en grund, så er det en konkurrence. Hvis de er flere, som eksempelvis vil have grund nummer 7, så er det selvfølgelig den højeste pris, der vinder, siger Mogens Chr. Gade.
– Når udbudsrunde er ovre, så fastsætte vi den endelige pris efterfølgende. Det er den normale fremgangsmåde, understreger Mogens Chr. Gade.

Du kan læse om borgernes bekymring her:
https://voresjammerbugt.dk/nye-byggerunde-i-biersted-er-alt-for-dyre/