– Børn og unge i Jammerbugt Kommune kan nu se frem til en masse spændende, sjove og lærerige sommeraktiviteter i uge 28-32.
Som tidligere omtalt har regeringen og et flertal af Folketinget indgået en aftale om at afsætte 200 mio. kr. til sommeraktiviteter i 2020 for børn og unge i alderen 6 til 17 år.
I alt har Jammerbugt Kommune fået tildelt 1,4 mio. kr. til afvikling af sommeraktiviteter.
De skal have til formål:

  • at bidrage til at lukke de faglige huller, der kan være opstået hos nogle børn og unge som følge af skolelukningen.
  • at understøtte et socialt/trivselsmæssigt formål med fokus på børn og unges deltagelse i fællesskaber samt understøtte deres interesser i øvrigt og udfordre dem til at prøve nye og anderledes aktiviteter.

Deles i to puljer
I aftalegrundlaget står der, at sommeraktivitetsforløbene kan kombinere elementer af faglige undervisningsaktiviteter med et fokus indenfor folkeskolens fag med elementer, der fokuserer på kultur-, idræts- og fritidslivet.
Som tidligere omtalt er midlerne i Jammerbugt Kommune ligeligt fordelt mellem Børne- og Familieforvaltningen og Vækst- og Udviklingsforvaltningen.
– På den måde understøtter vi både det faglige formål og de sociale- og trivselsmæssige formål. Samarbejdet mellem de to forvaltninger har fungeret rigtigt godt, og vi er endt med et indholdsrigt sommerkatalog til børn og unge, fortæller Formand for Børne- og Familieudvalget, Ulla Flintholm.

Tre sommercamps
Børne- og familieforvaltningen tilbyder tre sommercamps for henholdsvis indskolingen, mellemtrin og udskolingen.
For alle tre camps gælder det, at fagligheden bygger på dansk og matematik.
– Ud over et fagligt boost, så skal deltagerne også får styrket de sociale relationer, som mange mager efter Covid-19 nedlukningen, siger Michael Borg, leder af den kommunale ungdomsskole, Ungjam.

INDSKOLINGEN:
Camp på Bratskov fra mandag til fredag i uge 30. Undervisning i lokalerne, men også i området ved Bratskov med aktiviteter.
En dag til Attrup Havn med vandaktiviteter og naturfag samt en dag til Fårup Sommerland.

MELLEMTRIN:
Camp fra mandag til fredag i uge 30 i Naturcenter Fosdalen med overnatning.
En dag til Attrup Havn samt aktiviteter med Jon Lindberg far Alene i Vildmarken.

UDSKOLINGEN:
Camp mandag til fredag i uge 29 på Ingstrup Efterskole med overnatning. Undervisning i lokaler, men også brug af skolens mange sportslige aktiviteter som klatretårn og en dag til Attrup Havn.

Der er mulighed for tilmelding på Ungjams hjemmeside:
https://ungjam.dk/

Foreninger byder ind
I Vækst- og Udviklingsforvaltningen har man oplevet en overvældende interesse fra foreningerne om at lave sommeraktiviteter for målgruppen. I alt udbyder 19 forskellige aktører sommeraktiviteter rundt i det meste af Jammerbugt Kommune.
Der vil være mulighed for en transportordning for de børn og unge, som ikke har mulighed for at blive transporteret til og fra aktiviteterne af fx forældrene.  

Bredt udvalg
– Det er utroligt at opleve så stor en opbakning fra lokale aktører til afvikling af sommeraktiviteter for børn og unge. Sommerprogrammet vidner om vores mangfoldige og initiativrige foreningsliv i kommunen. Jeg håber, at mange børn og unge ser en mulighed for at komme ud og opleve fællesskabet – måske endda prøve kræfter med noget som man ikke har prøvet før. Der vil være noget for enhver smag, om man så er til skateraktiviteter, drama- og dansecamps, motionsløb, boldspil eller outdooroplevelser., fortæller Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen.

Alle sommeraktiviteter kan ses påwww.kulturblad.dk, hvor det også er muligt at finde mere informationer om aktiviteterne herunder også info om tilmelding. 

Faktaboks:

  • 145 unikke sommeraktiviteter og 9 tre-dagscamps fordelt på 16 foreningerne, to biografer, to skaterparker, en dyrefarm og Kulturskolen. i uge 28-32.
  • Prøv kræfter med outdoor, ridning, musik, drama, badminton, fodbold, gymnastik, svømning, e-sport, særforestillinger, madværksted, motionsløb, skateraktiviteter og meget, meget mere.
  • Transportordning til dem, der måtte have brug for det.