10 grupper stiller op til showet lørdag 8. februar

– Jammerbugt Kulturskole holder endnu engang sit eget MGP for Kulturskolens elever, og det sker lørdag 8. februar kl. 19 til 21 i Kultur- og Erhvervscentret i Aabybro.

Det er blevet en tradition, at Kulturskolens elever en gang om året stiller op og – mest for sjov, men også lidt for alvor – dyster mod hinanden med nye, hjemmelavede sange.

10 nye sange
Der er små 10 grupper, der stiller op, og det bliver spændende at høre, hvilke emner der tages op denne gang.
Sangene plejer på fineste vis at afspejle den tid, vi lever i, så en sang eller to om klimaet bliver det nok til.

Publikum med i afstemning
Vinderen bliver fundet ved en afstemning blandt publikum og dommere, og der er garanti for, at det bliver en mindeværdig aften, hvor der mellem numrene vil være sjove indslag på storskærm.

Der er selvfølgelig en pokal og medaljer til vinderen, og showet slutter med, at vinderen spiller nummeret igen.
Der vil være mulighed for at købe kaffe og sodavand, og der er gratis adgang. Dørene til salen åbnes kl. 18.45, og selve showet starter kl. 19.00.