Anden spillerunde i fodboldens serie 3 bød atter på mange lokalopgør og flere tætte kampe.
I rækken er Biersted IF nu eneste hold med maksimumpoint, nemlig 6, men skal allerede tirsdag aften på en svær opgave ude mod Hune B.

Biersted IF – Trekroner: 3-1 (1-1)
0-1 (34.) Morten Krogsgaard (assist Thor Thimm Danielsen)
1-1 (45.) Jens-Kristian Sørensen (Simon Sørensen)
2-1 (55.) Jens-Kristian Sørensen (Simon Sørensen)
3-1 (87.) Lars Elsberg (Bjørn Selvejer Sørensen)

Begge hold kom til kampen med sejre i deres første kampe, og opgøret startede også jævnbyrdigt.
Gæsterne stod meget lavt på banen og satsede på omstillinger, og Trekroner IF kom foran på et meget flot langskud fra 25 meter, hvor bolden blev sat op i krogen.
Derefter blev det nærmest spil til et mål, hvor Biersted IF pressede på, mens Trekroner ind i mellem truede med kontraangreb.
Biersted IF fik udlignet i overtiden af 1. halvleg på et flot hovedstødsmål, hvor Simon Sørensen sendte et indlæg fra højre side ind til Jens-Kristian Sørensen.

Blev ved med at mase på
– I pausen aftalte vi, at vi blev med at mase på, og vi gik ud og pressede dem over hele banen, siger Tejs Rytter.
Biersted kom også foran nærmest på en gentagelse af det første mål, igen på et hovedstød, og det blev også et hovedstød af Lars Elsberg, der gjorde det til slutresultatet.
– Jeg synes, vi er bedre end Trekroner på dagen, men der er ingen tvivl om, at de kan skabe problemer for deres modstandere, når de spiller så defensivt. Det var de også ved at gøre for os, indtil vi fandt løsningerne, siger Tejs Rytter.
Biersteds bedste spiller var forsvareren Andreas Skov, der også måtte stå på mål i 10 minutter i 2. halvleg, da målmand Flemming Mortensen fik det gule kort for at begå frispark, da han forsøgte at nå en for kort tilbagelægning.

Foto: Vores Jammerbugt

Fremad Nørhalne – Skovsgaard: 2-2 (1-2)
1-0 (5.) Morten Sahl (Mads Christensen)
1-1 (25.) Jonas Myrup (Sune Myrup)
1-2 (44.) Selvmål
2-2 (67.) Daniel Stenkjær (Nikolai Winther)

Jan Thorsen, træner for Skovsgaard B, ville inden kampe ude mod Fremad Nørhalne være godt tilfreds med uafgjort, men efter kampen var han lidt skuffet.
– Vi leverede en helstøbt indsats og havde fortjent tre point, siger han.
Dog startede Nørhalne bedst og kom foran på et flot gennembrud og skud af Morten Sahl. Kort efter havde Nørhalne yderlige chancer, blandt andet et skud på stolpen
men efter 15 minutter fløjtede dommeren til den første af 1. halvlegs 2 vandpauser.

Rettede til i vandpausen
Og den brugte Skovsgaard til at få rettet nogle ting til, oplyser Jan Thorsen.
Kort efter fik gæsterne også udlignet på en flot afslutning af Jonas Myrup.
– Efter pausen styrede vi spillet det meste af tiden og havde flere store chancer, hvor vi ikke fik scoret, men blev straffet på en fejl 10 minutter før tid, siger Jan Thorsen.
Han fremhæver en lovende debut af Andreas Nielsen, mens kampens spiller var Jesper Bonde Olsen og fighter var Jesper Christensen.
Tirsdag aften spiller Skovsgaard så lokalopgør hjemme mod Trekroner.

Foto: Vores Jammerbugt

Spillet fungerer ikke
Fremad Nørhalnes træner, Jesper Nielsen, lægger ikke skjul på, at Nørhalne var oppe i mod et godt hold.
– Det var et fair resultat. Vi havde ikke fortjent at vinde, og vi spillede ikke særlig godt, siger han.
– Vi har svært ved at får vores spil til at fungere for tiden. Vi har store forventninger til os selv, nu skal vi starte et andet sted og være mere ydmyge, siger han.
– Vi havde chancerne for at lukke kampen ved 1-0. Det fik vi ikke gjort, og Skovsgaard spillede sig fint ind i kampen, og de kom også til deres chancer. Det var et godt hold vi møde, konstaterer han.
Kampens spiller for Nørhalne blev Asger Villadsen, og Nørhalne spiller igen onsdag kl. 19 hjemme mod Aabybro.

Foto: Vores Jammerbugt

Thise – Hune: 3-1 (2-0)
1-0 (26.) Selvmål
2-0 (44.) Selvmål
2-1 (68.) Tamin Parwani
3-1 (71.)

Hune B tabte ude mod Thise efter at have indkasseret 3 mål lige op til enten vandpauser eller pausen, og de to af modstandernes mål blev noteret som selvmål.
Træner Michael Kristensen lægger dog vægt på, at selvmål altid kan defineres forskelligt.
– Deres første mål var en bold fra baglinjen, der blev skudt lige ind på en af vores spillere, siger han.
– Thise scorede lige inden vandpausen og lige op til pausen, og bagud med to mål efter 1. halvleg blev det svært, siger Michael Kristensen.
Hune kom ud med en bedre indstilling til 2. halvleg og dominerede i 20 minutter og fik også en reducering.
Men kort efter kom Thise på 3-1 efter en omstilling.
– Thise er et godt kæmpende hold. De ville det mere og kom med mere energi, siger Hune-træneren.
Kampens spiller for Hune var Kenneth Lundtoft, og Hune får tirsdag aften besøg af topholdet Biersted IF, som er rækkens eneste med maksimumpoint.

Aabybro IF – Jetsmark IF: 0-2 (0-2)
0-1 (36.) Kenneth Bjørn, straffespark
0-2 (42.) Simon Schjøtt

Oplægget inden kampen fra træner Allan Møller var, at Jetsmark IF skulle spille for at holde nullet og gå ind til kampen de første 30 minutter med en defensiv tilgang.
– Det lykkedes os at holde Aabybro fra de store chancer. De har et frispark på overliggeren i 2. halvleg, ellers har de ikke et farligt skud inden for rammen, siger Alan Møller.

Planen lykkedes
Jetsmark kom foran på et straffespark begået mod Andreas Bøknæs, og kort efter blev Jens Mygind skiftet ind på højre kant.
– Inden havde vi talt om, at der var meget plads i bagrummet bag deres backs og, at han skulle udnytte det til at komme bag forsvaret og slå et tidligt indlæg, siger Allan Møller.
Og det lykkedes for Jens Mygind efter at have været på bane i to minutter, hvor han kunne sende et indlæg ind til målscorer Simon Schjøtt.
– Vores spil flød rigtig godt i 1. halvleg. Efter pausen blev det mere en fight, men det var en fortjent sejr, mener Allan Møller.
Onsdag kommer Thise så på besøg.
– Det er en meget lokal og tæt pulje, hvor man spiller finaler hver gang og hele tiden møder hold, man absolut ikke vil tabte til. Man skal være klar hver gang, ellers kommer man til at ligge og rode i bunden, understreger han.

Se artikel fra 1. runde her:
https://voresjammerbugt.dk/serie-3-pulje-byder-stort-set-kun-paa-lokalopgoer/

Du kan se stillingen og kommende kampe her:

http://dbujylland.dk/resultater/pulje/325157/opslagstavle