Af Lars Borberg
Kulturjournalist og forfatter
Gjøl


Som pensionist er man ikke så påvirket af de nedlukninger og indskrænkninger, der er fulgt med pandemien – men til gengæld er man jo mere sårbar over for selve sygdommen og forventes at passe ekstra på.
Det har betydet meget færre timers samvær med børn og børnebørn og noget begrænsede muligheder for at holde f.eks. fruens 75-års fødselsdag.
Men det har vi fundet udveje for. Et kroophold med familien blev forvandlet til en sommerdag ved Gudenåen – Den Genfundne Bro – og så middagen som take away.

Afsavn
De nationale jubilæer – befrielsens 75 år og genforeningens 100 – måtte vi klare på egen hånd, og det gik skam.
Men vores årlige rejse til vores datter i Tyrkiet har vi måttet udskyde. Og et stort savn er det jo også at vi ikke har været i teater og biografer med de gode venner… Det kommer forhåbentlig tilbage.
Den nedskruede hverdag betød, at der gik to måneder før vi kom til Aalborg igen – og flere uger før vi bare kom til Aabybro. Til gengæld må vores lokale Brugs her på Gjøl have nydt godt af, at al vores handel er blevet lagt der.

Ren panik
I forholdet til regering og myndigheder har pandemien skabt fornyet indsigt og ikke til det gode.
Her oplevede vi sammen med de øvrige gjølboer en renlivet panik fra de offentlige myndigheders side, da de med ekstremt kort varsel besluttede at aflive alle mink på Gjøl, i første omgang simpelthen fordi alle lå inden for 7,8 km-zonen omkring de få smittede farme, der var tale om i begyndelsen.

Tilliden knust
Den groteske opmarch af sorte mandskabsvogne – splinternye Mercedes med mørke ruder, fyldt med soldater – det gav en grim følelse af, hvor kort vejen er fra frit land til statsstyret tvang.
Politi, hjemmeværn og sågar livgarden sammen med beredskabstjeneste og en hærskare af rumænske aflivere i rumdragter.
Det var voldsomt ubehageligt at være vidne til – også fordi det blev gennemført så pinligt amatøragtigt og elendigt forberedt. Og desværre også fuldkommen tonedøvt – Mogens Jensens fadæse-agtige udtalelser om at “avlerne skulle have et incitament for at holde deres dyr sunde”!
Det var et slag i ansigtet og det knuste fuldstændig tilliden mellem avlerne og myndighederne.

Ramt på rygraden
Jeg tager det med, fordi det er en uhyggelig opdagelse at gøre, at regering og myndigheder kan gå i panik og handle fuldkommen uhensigtsmæssigt – de instanser, vi skal stole på, når landet er truet.
Det er meget lidt beroligende – og ekstra ærgerligt, når pandemi-situationen ellers er blevet håndteret så overbevisende hele vejen indtil da.
Minkkatastrofen er sket, og her i landsbyen må vi indstille os på en anderledes fremtid.
Mink har været byens rygrad i 50-60 år. Nu er det væk – og også de relaterede erhverv vakler. Nedturen er ikke slut. Her er blevet alt for stille.

Gøl Båden
Personlig har jeg haft en ærgerlig konsekvens af covid19: Vi har lavet en meget flot bog, sådan en lille coffeetable bog med masser af fantastiske billeder, om Gøl Båden og dens restaurering.
Den skulle have været ude til julehandel midt i december – men så blev bogbinderen ramt af corona og måtte lukke værkstedet. Så dér lå de over 1000 nytrykte bøger på deres paller og ventede bare på at blive indbundet, før de kunne komme til Gjøl og ud i butikkerne. Dels er det jo træls, at vi skal vente så meget længere på at se vores flotte bog – og dels koster det selvfølgelig salg.
Mange ville gerne have haft den under træet. Nu må de nøjes med et gavekort, og det er jo ikke det samme.

Den stille jul
Også julen bliver en anden: Vi skulle have været samlet, en del af familien (10 i alt) hos et af børnene.
Men vi bedsteforældre har nu valgt at trække os og for første gang holde jul helt alene under indtryk af stigende smittepres og almindelig rådgivning.
Heller ikke julefrokoster og traditionelle visitter bliver der tale om. 
En stille jul og et stille nytår.