De havde gået og talt om, at det nok var en god ide snart at flytte tættere på skolen af hensyn til den ældste datter, da Jammerbugt Kommune satte de 15 grunde til salg i den nye udstykning på Højbogårdsvej i Saltum.

Det var oplagt
Og da Lene Nielsen, der er optiker, og Jeppe Larsen havde været forbi og så udsigten til skoven, multibanen, markerne og ikke mindst Nols Stadion, var de solgt.
– Det var så oplagt, så vi sagde, nu gør det, fortæller Jeppe Larsen.
Huset lidt øst for Sdr. Saltum på kanten af St. Vildmose blev sat til salg en onsdag, og dagen efter var det solgt.

Tæt på natur og byens tilbud
Heldigvis fik parret samme torsdag fat i den 1.450 kvadratmeter store grund, hvor de har bygget det 235 kvadratmeter store splinternye hjem, som parret og børnene Ida på 7 og Gry på 4 år nu har boet i siden medio april.
– Vi har en udsigt til skoven, hvor vi kan se, de kører MTB og til fodboldkampene på Nols Stadion, og der er heste på den anden side af hegnet. Her er god plads, vi er tæt på naturen, og det kan vi godt lide, fortæller Jeppe Larsen, der arbejder som IT-ansvarlig.
– Der er kun to minutter til dagligvarebutikken. Ida har også kun to minutters gang til skolen uden at skulle krydse hovedvejen, så når hun bliver lidt ældre, kan hun selv gå i skole, og hun rende ned på multibanen, når der er nogle at lege med. Vi bor i en by, men er stadig i naturen, og når børnene har det godt, så har forældrene det også godt fortæller han.

Et godt og trygt sted
Jeppe er opvokset nær Sdr. Saltum, mens Lene er fra Aabybro, og efter en afstikker til Aalborg var det tilbage til Saltum-området.
For der er ingen tvivl, og parret har ikke overvejet at bo andre steder, selv om der er blevet kigget på, hvad grundene koster i Aabybro. Men de 12 minutters kørsel fra Aabybro til Saltum opvejes hurtigt af prisforskellen på grundene i de to byer.
Og Saltum har det hele med et alsidigt foreningsliv og ikke mindst en god skole, og det har vægtet mest.
– Saltum er et godt og trygt sted, og så er skolen helt fantastisk. Den er ikke for stor, børnene bliver set, og så er det en udeskole, fortæller Lene Nielsen og bliver suppleret af Jeppe.
– Du kan ikke gå en tur uden at falde i snak eller få en hilsen. Det kan vi god lide, og så bor vi tæt på både Blokhus og Fårup.