– Flere forskellige faktorer har denne sommer spændt ben for Fårup Sommerland, og det kan ses på antallet af gæster også i højsæsonen.

Et lavere indeks
– For juli måned ligger vi på cirka indeks 80 i forhold til 2019. På de bedste besøgsdage er vi omkring indeks 85 til 88, oplyser direktør Niels Jørgen Jensen.
– Men samtidig skal man huske, at vi sagde farvel til 100.000 gæster, fordi vi var nødt til at skyde vores åbning fra 1. maj til 15. juni, tilføjer han.

Langt fra at være i fare
Det er endnu for tidligt at sige, hvad årets resultat vil betyde for lysten og kapaciteten til at foretage nye investeringer i forlystelsesparken.
– Fårup Sommerland vil også være her i efteråret og næste år og er ikke i fare for at lukke ned. Vi har et godt set-up, siger Niels Jørgen Jensen.
Dog er de senere års tradition med, at Fårup Sommerland hvert år kommer med en nyhed, under overvejelse om det også vil ske i 2021.

Ulige vilkår
Ud over den udskudte åbning som følge af Corona, så har restriktioner som følge af virus været en barriere for nogle gæster og spillet ind på besøgstallet.
Men det har også Statens sommerpakke, som har gjort det muligt for flere turistattraktioner at sætte billetpriserne ned til 50 pct.
Denne pakke gælder dog ikke for forlystelsesparker, og Niels Jørgen Jensen mener, det er konkurrenceforvridende, da det betyder at familier vil søge til attraktioner med de billige billetter.

Positivt, trods alt
– Endelig har det ustadige vejr spillet ind. Men i år har der været gode betingelser med helt udsolgte feriehuse og et stort volumen af gæster i badebyerne, men det har vi ikke fået konverteret til en god publikumssøgning i Fårup Sommerland, siger Niels Jørgen Jensen og understreger.
– Men det er positivt, at vi har kunnet åbne parken og, at vi har gæster. Vores indeks for juli har trods alt været ok.