Alle minkfarme i Danmark skal to gange om ugen sende prøver af dyrene til Fødevarestyrelsen til test for Covid-19, og fredag 2. oktober kom så den nedslående besked til en farm på Gjøl med 36.000 mink, at der er Covid-19 smitte blandt dyrene, som derfor skal aflives.

Første farm i Jammerbugt
Det er første tilfælde i Jammerbugt af denne virus, som har ramt farme i Frederikshavn, Læsø og Hjørring kommuner.
Desværre er yderligere to farme på Gjøl under mistanke, oplyser Jørgen Westergaard.
Han har tidligere været formand for Han Herred Pelsdyravlerforening samt siddet i bestyrelsen for Copenhagen Fur.

Et samfundsproblem
– Det er et stort problem med smitten, og for mange er det et livsværk og for nogle den eneste beskæftigelse, der forsvinder. Det er et samfundsproblem, så selvfølgelig skal minkene fjernes, selv om det er traumatisk, men avlerne er også nødt til at få kompensation til at kunne komme videre med deres liv, understreger Jørgen Westergaard, der har en farm med 16.000 mink 1 kilometer i luftlinje fra gården, hvor udbruddet er konstateret.

Breder sig som en steppebrand
Han pointerer, at smitten breder sig som en steppebrand, når først den har ramt en farm, og han har en mistanke om, at den eventuel kan være luftbåren.
– Jeg er hverken virolog eller dyrlæge. Men hvis du tager et kort over de farme i Hjørring Kommune, som er smittet med Covid-19, og så tager et kort over de farme, som for nogle år siden blev smittet med plasmacytose, så er der et sammenfald af farme. De har altså smittet hinanden, og det skyldes ikke uforsigtighed, forklarer han.

Der skal handles hurtigt
Der er omkring 30 aktive farme på Gjøl og 73 i Jammerbugt Kommune, og det er vigtigt at handle hurtigt, hvis smitten skal inddæmmes.
Derfor er Jørgen Westergaard endog meget forundret over de meldinger, han har fået fra Copenhagen Fur, som udover at være auktionshus også er minkavlernes andelsforening.
– Vi har fået en melding fra Fødevarestyrelsen om, at nedslagtningen af mink kan trække ud indtil februar. Det er helt galt og fuldstændig uholdbart for pelsdyravlerne, siger Jørgen Westergaard
Dog skal Copenhagen Fur og Fødevarestyrelsen mødes mandag 5. oktober for at tale om blandt andet dette punkt.

Forbrænding er ikke løsningen
Jørgen Westergaard mener, at planen om at sende alle dyr til forbrænding er uholdbar.
Han peger på, at det vurderes, at der skal slåes op til 1 mio. mink ned, og hvert dyr vejer 3-4 kg, så bliver det til rigtig mange tons, der skal forbrændes.
– Der skal rigtig meget brændsel til. Desuden skal minkene køres rundt i lastbiler for at komme til forbrændingsanstalterne, hvor folk skal være klædt i rumdragter for at håndtere dem. Det er helt usandsynligt, siger han.

En nødsituation
Han foreslår, at der i stedet skal gives dispensation for reglerne for håndtering af kadavere og gøres, som den gang der var mund-og-klovsyge på Femern.
Sygdommen sprang til Sydfyn, og her blev køerne slået ned og begravet i jorden for at undgå yderligere spredning af smitte.
– Eksempelvis kan vi på vore farm grave et stort 2 meter dybt hul på marken, hvor der ikke er fare for forurening og smide dyrene i det. Det er cirka 50 tons dyr svarende til et hul på 50 kubikmeter, siger Jørgen Westergaard, der er udmærket klar over, at denne løsning ikke falder i alles smag.
– Men her er tale om en nødsituation.