Flaget var hejst uden for Mission Afrika Genbrugs nye butik på Vesterhavsvej 26B i Hune, da det torsdag 4. marts var første åbningsdag siden flytningen fra lokalerne nogle meter henne ad vejen.

Mere plads
– Vi er flyttet for at få mere plads, så vi kan have flere varer, fortæller Lene Dyhrman på vegne af de 19 frivillige i genbrugsbutikken.
– Vi har fået større både lager og butikslokale, så kunderne kan komme bedre rundt, og vi kan præsentere vores effekter på en pæn måde, forklarer hun.
Mission Afrika Genbrug åbnede i Hune i maj sidste år, og de første måneder har selvfølgelig været præget af nedlukning og Corona.
– Det tager jo tid at opbygge en kundeskare, men de lokale beboere er begyndt at få øjnene op for, at vi her og handler hos os. Desuden kommer her mange turister, selvfølgelig mest i højsæsonen, fortæller Lene Dyhrman.
De er på jagt efter service eller et brætspil, og sommerhusejere kommer også med effekter til butikken for eksempel i forbindelse med renoveringer af deres huse.
– Desuden har vi fået en varevogn, så vi kommer også gerne og afhente salgsbare ting, siger Lene Dyhrman.

19 frivillige
Netop fordi forretningen kan trække på 19 frivillige, så er det blevet muligt at udvide åbningstiden med en dag, så der nu er åbent torsdag til søndag kl. 11 til 15.
– Overfor vores frivillige lægger vi stor vægt på, at det skal være rart at være her, og vi skal bidrage med det, vi kan, og det er jo forskelligt, siger Lene Dyhrman, der ser frem til den nye sæson.