Aabybro Borgerforening har ikke kunnet gennemføre de sædvanlige arrangementer i år på grund af Covid-19.
– Midsommerfesten, som var planlagt til igen at være en dag for familier med børn på plænen ved Aabybro Skole. Juletræet på torvet med besøg af brandbilen og nissefar og nissemor. Virksomhedsbesøg og meget mere. Alt måtte aflyses. Det store juletræ i midtbyen, som vier en del af, er tændt, men uden festivitas, siger John Hedelund, formand for borgerforeningen.

Gløgg, småkager og slik
Det er derfor en stor glæde, at det er lykkedes for borgerforeningen at få mulighed for at bidrage med lidt julehygge i Aabybro Centret.
– Handels- og Erhvervsforeningen har anskaffet en julehytte som vi har lånt i to dage, siger John Hedelund.
Og borgerforeningen vil være til stede i hytten fredag 11. december fra kl. 15 til kl. 19 og lørdag 12. december fra kl. 10 til kl. 13.
Her vil Borgerforeningen udskænke gratis gløgg og småkager, og der er slik til børnene.
Det bliver selvfølgelig med fokus på de gældende restriktioner.
Lørdag formiddag 12. december vil Aabybro Viseklub bidrage med lidt juleunderholdning mellem kl. 11 og kl. 12.

Bliv medlem
Samtidig foretager Borgerforening et medlemsfremstød.
– Hvis du tegner et medlemskab for 2021 for din husstand – det koster kun kr. 130 pr. år – så vil de første 10 nye medlemmer både fredag og lørdag gå hjem med en god flaske rødvin. Husk Aabybro Borgerforening er dit talerør for nye tiltag og aktiviteter i Aabybro, siger John Hedelund,
Se mere på borgerforeningens hjemmeside: www.aabybroborgerforening.dk