Efter snart 16 år som socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt har Morten Klessen fra Biersted valgt ikke at genopstille ved det kommende kommunalvalg i november.
I stedet stiller han op som kandidat til Regionsrådet.

Skifter spor

– Da jeg blev valgt, kom jeg med en masse passion og gejst og brændte for at lave forandringerne. Den gnist og gejst blev tændt for alvor igen, da jeg stillede op til EU-parlamentet, siger Morten Klessen om valget i maj 2019, hvor han efter et tæt opløb og trods flere end 24.000 personlige stemmer ikke blev valgt.
– Allerede der begyndte jeg at tænke, at jeg måske skulle skifte spor til et nyt politisk område, som man så skal sætte sig ind og bliver inspireret af, siger han.
– Da jeg kom i kommunalbestyrelsen, havde vi alle en pionerånd og en interesse for at løse opgaverne og udfordringerne for vores nye kommune, siger Morten Klessen om arbejdet i Jammerbugt Kommunes første kommunalbestyrelse.
– Nu synes jeg, pionerånden er ved at være væk, og arbejdsklimaet er forandret.

I Nørresundby
Morten Klessen stiller op til Regionsrådet i Nørresundby Kredsen, så der kommer ikke til at hænge valgplakater af ham i Jammerbugt.
Det er aftalt i samarbejde med Mogens Vestergaard, der er formand for Socialdemokratiet i Region Nordjylland, da partiet ser store muligheder i, at Morten Klessen stiller op i den kreds.

Nye områder
– Jeg håber at komme Regionrådet og arbejde med noget af det, jeg brænder for. Da jeg gik ind i kommunalpolitik, var det for at arbejde for børn, unge og sport. Jeg havde jo selv børn i børnehave, skole og foreningslivet, forklarer Morten Klessen, der også havde valgsloganet ”Børn, unge og sporten – stem personligt på Morten”.
– Nu er det andre ting, jeg brænder for som de tilbud, vi giver vores ældre på sygehusene og sundhedsvæsnet generelt.

Alle skal med
Når Morten Klessen ser tilbage på de snart 16 år og skal pege på, hvad han har været mest glad for at udrette, så tager han udgangspunkt i et Kim Larsen citat.
” Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt forhvis det ikke er for at beskytte de svage. De stærke skal sgu nok klare sig”
– Min tilgang har altid været, at vi skal have alle med, og jeg har derfor altid arbejdet for de udsatte grupper siger Morten Klessen, som i denne valgperiode er formand for beskæftigelsesudvalget.

Har søgt debatten
– Det har været spændende at være lokalpolitikker for sit eget lokalområde, men selvfølgelig også med øje for hele Jammerbugt, siger Morten Klessen.
Desuden har han altid godt kunnet lide en politisk debat og altid søgt at sørge for, at der er en opposition.
Ny socialdemokratisk kandidat for Biersted bliver Frank Trolle.