Hvis det bliver tilladt, kan der arrangeres en alternativ fest

– Arrangørerne bag Mosefesten i Biersted ser sig nødsaget til at udskyde den årlige byfest, som plejer at finde sted på Biersted Stadion i den anden weekend i juni.

Usikker situation
Det skyldes den nuværende situation med foranstaltninger og påbud for at hindre COVID-19 smitte.
– Vi kan jo ikke gå rundt til sponsorer og bede om støtte til Mosefesten, når vi ikke ved, hvordan situationen er, fortæller Charlotte From fra festudvalget.
Desuden vil arrangørerne undgå at hænge på udgifter til en masse leverandør-aftaler, hvis det ikke skulle være tilladt at holde byfesten.

Alternativ hvis muligt
Lige nu er der indgået en aftale om musik, og festudvalget vil undersøge, om aftalen kan udskydes, indtil Mosefesten finder sted.
– Hvis det bliver muligt, så vil vi holder en halfest og arrangerer nogle børneaktiviteter, men det bliver desværre ikke som en byfest, siger Charlotte From.
– Vi må se, om vi eventuelt kan holde Mosefesten senere i år, eller om vi må vente til næste år, siger hun.

300 til fest
Der plejer at være omkring 300 deltagere til festen i teltet lørdag aften og endnu flere om fredagen, hvor der er gratis musik, ligesom Mosefesten blandt andet byder på gadefodbold, som der er stor opbakning til.
Overskuddet går til Biersted IF og skulle i år have været brugt til aktiviteter i hverdagen for foreningens børn og unge.