– Personalet arbejder i disse timer på højtryk i DGI-Huset i Aabybro for at få blandt andet haller, lokaler, svømmehal og fitnesscenter klar til åbning, da det i weekenden blev klart, at indendørs idræt fra i dag, mandag 8. juni, igen er tilladt.

Varmer op
Selv om retningslinjer fra myndighederne først blev sendt ud i morges, så er DGI-Huset klar i rekord fart.
– Vi åbner for næsten det hele tirsdag morgen, siger direktør Claus Poulsen.
– Det er kun svømmehallen, som må vente til torsdag morgen med at åbne, siger han.
Det skyldes, at det tager tid at få varmet vandet i bassinerne op igen efter, at der i den tre måneder lange nedlukning har været skruet ned for varmen for at spare.

Lever op til retningslinjer
– Vi er i fuld gang med at sikre, at vi kan leve op til alle de retningslinjer, der er kommet fra sundhedsmyndighederne og kulturministeriet. Det handler om afstand, rengøring og afspritning.
– Vi skal sikre, at vi både skilter og gør det muligt for vore brugere at overholde disse retningslinjer, siger Claus Poulsen.

Så mange bruger DGI-Huset:

  • Der er i gennemsnit 2.500 personer gennem huset på en normal dag.
  • DGI-Huset bruges af skoler, også uden for Aabybro.
  • 10 foreninger.
  • Derudover har 850 medlemmer multi-abonnement.
  • Knap 700 brugere har klippekort til DGI-Huset.

Var droslet ned
Desuden skal der arbejdes på gøre huset klar til genåbning med rengøring og indkøb.
– Mens vi har været lukket ned, har vi jo droslet ned på forbrug af el, varme og andre faste udgifter samt udgifter til stand-by udstyr, og hele køkkendelen har været lukket ned, siger Claus Poulsen.
Og det har koste huset dyrt, at det skulle holde lukket.
– Det har kostet os mange penge i udgifter samt i tabt indtjening, og vi bløder ret meget. Alene i abonnementer til fitnesscentret smed vi 250.000 kroner om måneden, siger Claus Poulsen.

Bestil tid
Det er allerede nu muligt at bestille tider samt læse om åbningen på DGI-Husets hjemmeside:

https://dgihusetaabybro.halbooking.dk/newlook/default.asp