Nedenstående afsnit opdateret kl 16.10
Myndighederne har de seneste dage undersøgt flere mulige steder i Jylland, der kan bruges til nedgravning af aflivede mink.
For at undgå, at smitte kan sprede sig fra dyrene indkapsles dyrene i lag af kalk, fortæller politiinspektør Uffe Stormly, leder af National Operativ Stab.
– Vi står med en stor logistisk udfordring, når vi skal bortskaffe så store mængder aflivede dyr på meget kort tid. Hensynet til folkesundheden har gjort det nødvendigt at aflive dyrene meget hurtigt, og derfor er vi nødt til at grave nogle af dem ned. Men det gør vi på en måde, så der ikke er nogen risiko for det omkringliggende samfund, siger han.
Naturstyrelsen har hjulpet med at pege på en række statsejede arealer, hvor mink nu vil kunne graves ned.
Miljøstyrelsen har for hver enkelt område sikret, at der ikke er risiko for drikkevand, fredninger og beskyttet natur. Enkelte steder har udgravningerne krævet dispensation for skovloven, hvilket er givet af Miljøstyrelsen.
Nedgravningerne sker i første omgang på militære områder i Karup og Holstebro.
Men det kan blive nødvendigt at grave yderligere huller på sigt.
Der er indtil videre aflivet knap 1,9 millioner mink.

Arbejdet med at aflive alle danske mink intensiveres.
Derfor er Den Nationale Operative Stab (NOST) sat i spidsen for at styre det myndighedsfælles arbejde.
Det er forhåbningen, at aflivningen af mink i Nordjylland vil være gennemført inden udgangen af næste uge, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Stor og kompleks opgave
Aflivningen af cirka 15 millioner mink er en stor og kompleks opgave og har store negative konsekvenser for avlere og lokalsamfund.
– Vi er meget bevidste om den alvorlige situation, som minkavlerne og deres familie befinder sig i, og vi har en stor medfølelse med dem. Det har også store konsekvenser for lokalområderne, men hensynet til folkesundheden gør desværre nedslagningen nødvendig. Vi står i en national nødsituation, hvor vi risikerer virusmutationer, der kan svække kommende corona-vacciners effekt, og derfor sætter vi alt ind for at få løst opgaven, siger rigspolitichef Thorkild Fogde og fortsætter:
– Vi står i en situation, hvor store dele af Nordjylland er lukket ned, hvilket er til stor gene for mange borgere. Derfor er fokus lige nu på at få løst opgaven i Nordjylland så hurtigt som overhovedet muligt. Det er vores målsætning, at vi har aflivet samtlige mink i Nordjylland inden udgangen af næste uge. Det arbejder vi frem imod af hensyn til både minkavlerne og befolkningen. Det vil kræve et tæt samarbejde med avlerne og det er jeg sikker på, at vi kan få, for det er befolkningens og nordjydernes sundhed, der står på spil.

Opgraderer indsatsen
Der er tale om en omfattende logistisk opgave.
Aflivningerne er allerede i fuld gang, og myndighederne arbejder nu sammen om at opskalere indsatsen yderligere og samtidig sikre det nødvendige udstyr og personale, til at udføre opgaven.
– Der er rigtig mange involveret i den her operation. Lige fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Fødevarestyrelsen til forskellige private aktører Det er en meget stor operation, der spænder fra at lave aftaler med de enkelte minkavlere over at skaffe aflivningskasser, containere og værnemidler og til at få transporteret og bortskaffet de døde mink, siger Thorkild Fogde.

Overvejer massegrave
Myndighederne har allerede været i gang med minkaflivningsoperationen i et stykke tid og har indtil nu aflivet i omegnen af 1,6 millioner mink. Men det er afgørende, at indsatsen nu bliver accelereret for hurtigst muligt at nå i mål.
Aflivningsoperationen er pt fokuseret i Nordjylland, mens man fra øst (Sjælland og Fyn) arbejder med at pelse de raske mink, man afliver.
En af de store udfordringer ved at aflive mink med denne hastighed er at skaffe sig af med minkene efterfølgende.
Derfor afsøger myndighederne i øjeblikket en række forskellige muligheder for at transportere og bortskaffe de døde mink.
En af dem er at nedgrave aflivede mink, der ikke er smittede, i store gravede huller på bl.a. flere af Forsvarets områder.