– Jammerbugt Kommune har fået henvendelser fra flere boligselskaber, som gerne vil opføre støttede almene boliger i Aabybro.
Men de har alle fået en kurv. foreløbig.

Udviklingen skal ske på rette måde
– Vi skal først have gennemført det store projekt med nye private og almene boliger samt butikker i Aabybro Centret, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V).
– Vi vil gerne styre udviklingen og undgå, at vi får den overophedning, som vi ser ske i de større byer siger Mogens Chr. Gade.

Mogens Chr. Gade. Foto: Jammerbugt Kommune

Undgå tomme boliger
Mogens Chr. Gadehenviser til en udvikling, hvor der i nogle af de særligt store byer står stadig flere tomme lejeboliger som følge af et massivt byggeri.
Han vil undgå tilstande som i Aalborg, hvor nyopførte lejligheder står tomme, selv om potentielle lejere tilbydes at bo der gratis i flere måneder.
– Så vi skal et godt stykke hen i projekt Aabybro Centret, før vi vil se på ønsker fra boligselskaber igen, siger Mogens Chr. Gade.
Dog er private byggerier stadig velkomne, og han afviser heller ikke muligheden for nye seniorbofællesskaber.

Der skal også bygges lejeboliger på Posttorvet. Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

Udlejning i god gænge
Borgmesteren tilføjer, at det går godt med udlejningen af de almene boliger på nær, når det handler om nogle ældreboliger, som er fra før Jammerbugt Kommunes tid.
– Desuden oplever vi generelt en stor opmærksomhed fra boligselskaber, som ønsker at bygge i Jammerbugt Kommune. Det er hovedsageligt i de fire hovedbyer samt Blokhus-Hune, men også andre lokalsamfund kan komme i spil, siger Mogens Chr. Gade.

110 almene boliger
I Aabybro Centret og på Posttorvet skal der de kommende år opføres 110 almene boliger.
Nørresundby Boligselskab har fået foretaget en analyse, der viser, at der et behov for de nye boliger.