Fodbold, Nordic Bet Ligaen

Fremad Amager – Jammerbugt FC: 1-2 (1-1)
1-0 (4.) David Boysen
1-1 (23.) Sead Gavranovic
Rødt kort (44.) Christoffer Palm, Fremad Amager, efter to gange gult
1-2 (72.) Bardhec Bytyqi

Lørdag kom den første sejr til Jammerbugt FC i Nordic Bet Ligaen, da oprykkerne fuldt fortjent tog hjem fra Amager med en vigtig sejr, der efterlader Fremad Amager i bunden uden point, og bringer Jammerbugt FC op mod midterfeltet med 4 point i den blot 4 kampe gamle turnering.

Ren glæde
Efter et par gode præstationer i de to seneste pointløse hjemmekampe, så var det yderst vigtigt at få point og en sejr på kontoen, lægger cheftræner Bo Zinck, Jammerbugt FC, ikke skjul på.
– Det var ren, ren glæde. Det var så vigtigt. Vi er i forvejen udfordret mandskabsmæssigt, men får den vigtige sejr. Det giver troen op tingene. Nu har vi fået sejren, og drengene har givet alt, siger Bo Zinck om opgøret, hvor Daniel Mortensen også kunne tage et flækket øjenbryn med hjem i en ellers ikke hårdt spillet kamp, som dog spidsede til i slutningen.
– Det blev alt for hektisk til sidst.

En smal bænk
Jammerbugt FC måtte drage til Amager uden at kunne fylde udskiftningsbænken ud. Der var 4 markspillere og målmand Nicolai Vinter Christensen og dermed et par ledige pladser.
Og Jammerbugt FC kom hurtigt bagud.
– Vi startede godt de første minutter, men faldt derefter fra hinanden. Vi arbejdede os tilbage i kampen og fik også udlignet inden pausen, siger Bo Zinck.
Det var Mubaraak Nuh, der igen viste sin farlighed ved at komme bag Fremad Amagers forsvar i venstre side og sende bolden ind til Sead Gavranovic.
Og kort før pausen kom en game-changer med udvisningen til Fremad Amager.
Hjemmeholdets Christoffer Palm fik sit 2. gule kort efter flere situationer, hvor han tidligere kunnet være blevet straffet med en udvisning.
Det betød, at Jammerbugt FC efter pausen havde bolden og styrede kampen.
– Men vi forvaltede det ikke ret godt. Alligevel fik vi løst det og scoret det vigtige mål, siger en glad Bo Zinck.

Hobro venter
Sejrsmålet blev scoret af Bardhec Bytyqi, da han prøvede med et skud fra kanten af feltet. Det blev rettet af og gik i mål.
– Det var en altoverskyggende sejr, og nu kan vi se frem til en fed kamp på onsdag, siger Bo Zinck.
Her kommer Hobro IK nemlig på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena i Jetsmark.
Og hvis stillingen aldrig lyver, så kan Jammerbugt FC inden det nordjyske opgør glæde sig over en plads som nr. 8 med 4 point, mens gæsterne fra Hobro på 10. pladsen med to point stadig mangler at vinde i denne sæson.