Statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede fredag 6. marts til at aflyse eller udskyde alle arrangementer med deltagelse af flere end 1.000 mennesker.
Det gælder frem til slutningen af marts.

Staben bag den internationale fodboldturnering Nørhalne Cup følger udviklingen i udbredelsen af Covid-19 tæt og tager sine forholdsregler.
Nørhalne Cup samler tusindvis af fodboldspillere, ledere og forældre hovedsageligt i Jammerbugt, men de er delt ud på flere forskellige lokationer , og stævnet finder først sted ultimo maj.

Ingen planer om aflysning
– Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at der er Covid-19 virus i det meste af Europa i øjeblikket, og vi følger situationen tæt og har kontakt med myndigheder og rådgivere, siger Per Jeppesen, cup-manager.
– Vi fortsætter med tilmeldingerne og har ingen planer om at aflyse, medmindre myndighederne vurderer det som nødvendigt, uddyber han.

Der spilles på 12 stadions. Foto: Lars Pauli

Samtidig bliver Nørhalne Cup spillet på 12 forskellige stadions, hvoraf kun de to huser flere end 1.000 personer.
Endelig sker indkvarteringen på 26 forskellige lokationer, og det højeste antal samlet på ét sted er 450 personer.

Nørhalne Cup:

  • Stævnet spilles i Kristi Himmelfartsferien 21. – 23. maj.
  • Sidste år deltog 544 hold fra 9 nationer.
  • Der spilles kampe på 12 stadions.

Anvisninger til holdene
Nørhalne Cup opfordrer alle trænere og ledere til at være opmærksomme på, at de ikke medbringe spillere, der på nogen måde viser tegn på sygdom.
– Vi beder også alle hold og deltagere om at medbringe håndsprit og være opmærksomme på og bruge de henvisninger, der er givet for at mindske spredning af alle virus, siger Per Jeppesen.

Ingen håndtryk
– I år beder vi alle om ikke at give håndtryk ved præsentation før og efter kampen, men bare at hilse med nik. Der bliver heller ikke givet hånd ved overrækning af medaljer og præmier. Dette gælder forhåbentlig kun i 2020, og det er kun for at sikre alle, siger han. 

Ingen håndtryk i år. Foto: Vores Jammerbugt

Kontakt med sundhedsvæsen
Nørhalne cup har holdt ekstra møder og vil følge situationen omkring spredning af Covid-19.
– Vi har aftalt et møde med Dana Cup, Vildbjerg Cup samt Brøndby Cup for at trække lidt på hinandens gode råd. Desuden har vi kontakt med sundhedsvæsnet i Jammerbugt, siger Per Jeppesen.

Stor interesse
Nørhalne Cup allerede nu indkøbt betydeligt mere håndsprit og engangshandsker, end vanligt.
– Vi mærker interessen fra deltagerne, og måske især de klubber, der kommer langvejs fra, og som har bestilt flybilletter. Vores holdning er klar, vi regner bestemt med at gennemføre Nørhalne cup 2020 med de ekstra tiltag, vi kan gøre, understreger Per Jeppesen.