Efter to aflyste stævner som følge af corona var 37. udgave af den internationale ungdomsturnering i fodbold. Nørhalne Cup, tilbage i Kr. Himmelfarts-ferien for fuld styrke med deltagelse af ikke færre end 502 hold fra 12 forskellige nationer – herunder også store klubber som hollandske PSV Eindhoven, italienske Hellas Verona, portugisiske Braga samt belgiske Anderlecht og Genk.
– Overordnet set er det gået fantastisk godt. Det er dejligt at være i gang igen og se de mange glade spillere og opleve, at alle de mange frivillige igen var klar til at bakke op om vores stævne, siger cupmanager Per Jeppesen.
Efter et par års pause kunne der være usikkerhed om netop antallet af hjælpere til Fremad Nørhalnes store stævne.
– Men de mange frivillige viste endnu en gang deres værd med en stor og flot indsats. Det var dejligt at se, at alle gerne ville hjælpe og være en del af fællesskabet og de mange oplevelser, siger han om indsatsen fra de 1.800 hjælpere.

Endelig til cup
Tilbagemeldingerne fra de mange klubber er også, at de har glædet sig til atter at kunne rejse ud og være med i stævnet og spille kampe mod modstandere, man ellers ikke møder – også fra andre lande – spise og overnatte og få en masse nye oplevelser sammen.
– For de yngste har det jo været første gang, at de har haft mulighed for denne oplevelse. De har aldrig været afsted før, så det har været spændende, fortæller Per Jeppesen.
Nørhalne Elite Cup på AaBs anlæg på Hornevej fik også et succesfuldt comeback med en stærk udgave og deltagelse af ikke alene superligaklubber som AaB, OB, Randers og AGF, men også hold fra England, Italien, Tyskland, Portugal, Holland, Belgien, Sverige, Norge, Finland, Estland og Litauen.
– Deltagelsen af store europæiske klubber som PSV Eindhoven, Anderlecht, Braga, Gent, Verona og IFK Göteborg viser også, hvor stærk og interessant vores eliteturnering er, og resultaterne viser, at de store klubber får stærk modstand, fortæller Per Jeppesen.

Flere end 11.000 gæster
Med deltagelse af de mange hold er der blevet spillet knap 1.730 fodboldkampe fra Kristi Himmelfartsdag til og med lørdag 28. maj på de 10 stadions, og 11 medhjælperklubber har sørget for den vellykkede gennemførelse af Nørhalne Cup.
Det betyder, at 8055 spillere, trænere og ledere har deltaget i Nørhalne cup sammen med de lokale hold, der også har deltaget. Dertil kommer op mod 3.000 forældre, som har besøgt Jammerbugt og overnattet på skoler, idrætscentre i Fjerritslev, Jetsmark og Vrå samtHotel Søparken i Aabybro, Hotel Cab Inn i Aalborg, Fårup Skovhus, på campingpladser samt feriecentre i Blokhus, Grønhøj og Tranum.
– Efter pausen er Nørhalne Cup kommet i gang igen med langt flere hold, end vi på forhånd havde forventet, og med afvikling af et godt stævne ser vi frem til at kunne invitere spillere, trænere, ledere og forældre til nye spændende kampe og oplevelser også de kommende år, siger Per Jeppesen.
(Se fotos nederst i artiklen)

Nørhalne Cup arrangeres af Fremad Nørhalne og i år med 11 medhjælperklubber:

  • AaB
  • Aabybro IF
  • Biersted IF
  • Brovst IF
  • Jetsmark
  • Nørresundby fB
  • Skovsgaard B
  • Sulsted IF
  • Vadum IF
  • Vodskov IF
  • Øland-Halvrimmen IK

Fotos: Thor Pauli Svendsen: