I aften, torsdag 4. februar, skulle der have været fernisering på den 22. udgave af den store alsidige kunstudstilling, Nørhalne Viser Kunst.
Men som bekendt har Nørhalnes Kunstvenner tidligere måttet aflyse udstilling som følge af Covid-19, og i stedet for at danne ramme om værker fra omkring 65 kunstnere fra hele landet samt have besøg af op til 8.000 gæster til og med søndag 7. februar, så står hallen helt mørk og tom.
(Foto: Henriette Hjølund Larsen)

Børnene er i gang
Men Nørhalne viser alligevel kunst i disse dage.
– Ved Nørhalne Viser Kunst plejer vi jo at have en udstilling af kunst, som byens børn har begået, og derfor har vi med opslag på Facebook og kontakt til blandt andet dagplejere opfordret børnene til at lave kunst derhjemme og vise det frem i vinduerne, i haven, i sneen eller et andet sted. Kunst er jo mange ting, fortæller Trine Schultz, formand for kunstvennerne.
– Mange af børnene går jo derhjemme i stedet for at komme i skole eller pasning, og så er det her en mulighed for lidt kreativ adspredelse. Vi ved også, at dagplejere og i flere huse på blandt andet Sandagervej, Glentevej og Lindevej er man allerede i gang.

Video med kunstnere
Og på lørdag 6. februar vil bestyrelsen for kunstvennerne gå rundt i Nørhalne by og se børnene forskellige værker og lægge det op på Facebooksiden hos Nørhalne Viser Kunst.
Samme sted kan man også fra i aften og de kommende dage se små videoer med kunstnere, som tidligere har udstillet til Nørhalne Viser Kunst.
– De vil fortælle om deres egne oplevelser med udstillingerne og om deres kunst. Desuden viser vi tilbageblik fra de mere end 20 år, vi har haft udstillingen, fortæller Trine Schultz.

Se den første video her:
Watch | Facebook