(Foto: Lene Pedersen, Region Nordjylland)
En ny lokalaftale mellem de praktiserende lægers organisation i Nordjylland – PLO-Nordjylland – og Region Nordjylland baner vej for, at et antal borgere kan blive vaccineret mod Covid-19 hos egen læge.
Aftalen er et tidsbegrænset pilotforsøg og skal blandt andet hjælpe borgere, som har udfordringer ved at møde op i et vaccinationscenter af helbredsmæssige årsager, men som godt kan tage til egen læge.

Opsøgende arbejde
Et yderligere mål med aftalen er at høste erfaringer med opsøgende arbejde fra den praktiserende læge i de målgrupper, som allerede er inviteret, men hvor tilbuddet endnu ikke er taget imod.
For eksempel gruppen af +65-årige, som modtager praktisk hjælp og personlig pleje i eget hjem, borgere over 85 år eller andre borgere som er helbredsmæssigt udfordret i forhold til at tage i et vaccinationscenter.

15 lægepraksis
Aftalen omfatter 15 lægepraksis, og lægerne planlægger selv deres vaccinationer blandt de borgere, som er indmeldt i målgrupper til vaccination.
Det vil sige, at borgerne allerede har fået en invitation fra Sundhedsstyrelsen.

Der er tilbud i disse byer/bydele:

  • Skagen
  • Sæby
  • Tårs
  • Vrå
  • Brønderslev
  • Aabybro
  • Hurup
  • Erslev
  • Aars
  • Støvring
  • Mariager
  • Aalborg Øst
  • Nibe
  • Vodskov
  • Hals. 

– Lægernes interesse for at være med i pilotforsøget er stor. En del af vores patienter, som har svært ved at tage i regionalt vaccinationscenter, er trygge ved at komme til egen læge, så her kommer vi til at gøre en forskel, siger Charlotte Lønskov Jensen, formand for PLO-Nordjylland og praktiserende læge i Nibe.

Flest mulige
For Region Nordjylland er det interessant at hente nye erfaringer med, hvordan man kan få endnu flere borgere inddraget i vaccinationsprogrammet.
– Det handler om, at så mange som muligt, der ønsker det, skal kunne blive vaccineret, og her kan de fysiske rammer og afstand kombineret med helbred være grunden til, at nogle borgere vælger vaccinationen fra. Jeg håber, at vi kan nå dem med dette tilbud, siger Jan Nybo, chef for Region Nordjyllands test- og vaccineindsats.
Projektet følges løbende for at vurdere, om det er tilbud, der skal udbredes.

2 stik samme sted
Borgere, der tager imod tilbuddet, kan forvente at få både 1. og 2. stik hos egen læge. Ifølge lokalaftalen skal første stik være givet senest 31. maj. Når borgeren kommer til vaccination hos egen læge, bliver der samtidig aftalt en dato for 2. stik. 
Lægepraksis kontakter patienterne telefonisk, og det opsøgende arbejde kommer blandt andet til at bestå i at krydse informationer fra Det Danske Vaccinationsregister med patientoplysninger.
Praktisk er det Region Nordjylland, der står for udbringning af vaccinen til de lægepraksisser, som er med i forsøgsordningen. Lægerne opbevarer derefter vaccinen på køl og sørger selv for at indkalde og samle patienter på bestemte dage, så vaccineleverancerne udnyttes så effektivt som muligt.

Yderligere oplysninger

  • Pilotforsøget omfatter som udgangspunkt lægens egne patienter. Dog kan der efter konkret aftale med den enkelte praksis også vaccineres patienter, som er tilknyttet en anden lægepraksis.
  • Patienterne vaccineres 2. gang 5 til 7 uger efter 1. stik. Intervallet indpasses efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Der vaccineres med Moderna-vaccine.