Selv om det blot er 5 år siden, at Kræmmerland åbnede på Bransagervej i Pandrup, så kan Kaj Poulsen og Frank Heidelbach præsentere intet mindre end Nordjyllands største indendørs loppe-supermarked med masser af retro og alt fra vin til teakborde samt anslået 100.000 gæster om året.

400 reoler
På 4.000 kvadratmeter har de 400 reoler, som de lejer ud. Ud over Kræmmerlands mange egne produkter, så er der 190 standlejere med et meget bredt sortiment af varer og effekter til salg.
– Det er meget let. Man lejer en reol eller op til 70 kvadratmeter plads. Så får man ryddet op derhjemme. Man får klistermærker med sine egne stregkoder, og man skriver priser på varerne og sætter dem på sin reol. Så går man hjem og nyder at se på sin konto, når den ugentlige udbetaling for de solgte varer tikker ind på kontoen, forklarer Frank Heidelbach om konceptet, hvor Kræmmerland sørger for betjening, salg og kasseapparat.
Kræmmerland har også et samarbejde med Campen Auktioner i Randers og har derfor ugentlige on-line auktioner, og blandt andet inventaret fra en tidligere engelsk pub er en af de spændende auktions-opgaver.

Hr. og fru Danmark
Ideen opstod under et besøg hos en konkurrent i Aalborg for 6 år siden.
– Vi sagde, at det her kan vi også, og så startede vi med 89 reoler, nu har vi alt 4.000 kvadratmeter, og kunderne er hr. og fru Danmark, fortæller Frank Heidelbach.
Kræmmerland er blevet en succes af flere årsager.
Dels vægtes det højt at give den bedste service, og det er in med genbrug, og særligt ungdommen tænker mere på miljøet.
Endelig er det en oplevelse i sig selv at træde ind i den store hal, hvor man straks bliver fristet til at gå på opdagelse efter stedets små og store skatte.
– Vi forsøger at være ikke kun et loppemarked eller en out let butik, men at skabe en oplevelse af at være på tur.

Krejleren
Mens Frank Heidelbach står for huset, så er det Kaj Poulsen, der er krejleren og køber varerne hjem.
– Det er Kaj, der er ude og finde varerne. Det er altid spændende. Jeg ved aldrig, hvad vi sælger i næste uge. Den ene uge er det et parti motorolie, og ugen efter er det 18 paller med toiletpapir. I går kom der 2.000 nøgler garn, fortæller Frank Heidelbach.
Næste skridt for Kræmmerland er at søge ud mod erhvervslivet og detailhandlen.
– Vi vil gerne have fat i deres restlagre af varer, de ikke kan komme af med, siger Frank Heidelbach.