Aalborg Universitetshospital modtager fredag eftermiddag 27. marts medicin til en COVID-19 patient.
Det er et led i et internationalt forskningsprojekt, der afprøver mulig COVID-19 medicin på i første omgang i alt 12 patienter i Danmark – heraf en på Aalborg Universitetshospital.

440 patienter
På verdensplan skal medicinen afprøves på 440 patienter, heraf 200 i Europa og altså 12 i Danmark.
Der er tale om et samarbejde på tværs af hospitaler i landet, hvor Rigshospitalet er tovholder. Målet er at sikre lynhurtig forsøgsbehandling mod COVID-19.
Forskningsprojektet omhandler lægemidlet Remdesivir mod COVID-19, som er et af de lægemidler verdens forskere har størst forhåbning til kan hjælpe svært lungesyge patienter med COVID-19.
– Det er det første lovende lægemiddel, og vi håber meget på, at der kommer mere medicin til vores patienter i løbet af de kommende uger, som vi kan prøve af, siger ledende overlæge Henrik Nielsen. 

Flere skal være med på sigt
Et bredt udsnit af alle danske patienter indlagt med COVID-19 på de infektionsmedicinske afdelinger vil på sigt blive tilbudt at indgå i det randomiserede forsøg, og halvdelen vil efter lodtrækning modtage den aktive behandling.
Den europæiske del af studiet ledes fra Rigshospitalet, men patienter fra 30 forskellige infektionsmedicinske afdelinger i Europa skal indgå. I Danmark indgår – foruden Rigshospitalet – de infektionsmedicinske afdelinger i Aarhus, Aalborg, Odense, Nordsjælland, Hvidovre og Roskilde.