I forbindelse med, at juleøllen blev frigivet fredag 6. november, så var politiet landet over på gader og veje for at stoppe evt. spritbilister også den efterfølgende lørdag og søndag.
Således også i Nordjylland, men her var der begrænset aktivitet.

Et lavt tal
– Vi har sigtet 13 bilister, som var påvirkede, og det er et meget lavt tal i forhold til normalt, oplyser politikommissær Thomas Ottesen, færdselsafdelingen hos Nordjyllands Politi.
Det skyldes 2 faktorer.
– Hovedsageligt fordi der slet ikke var den aktivitet, som der plejer. 7 kommuner er jo lukket ned, herunder større byer som Hjørring, Frederikshavn, Thisted og Brønderslev. Og i Aalborg er der jo kun åbent til klokken 22, forklarer Thomas Ottesen.

Kun i brug en gang
Den anden årsag er også et udslag af Corona.
Hver gang politiet havde brugt deres udstyr på en bilist, så kan udstyret ikke bruges igen, uden at det har været i karantæne.
– Og vi har jo ikke uanede mængder af udstyr, fortæller Thomas Ottesen om, hvorfor politiet heller ikke stoppede så mange bilister som vanligt.
Han forventer, at et mere roligt trafikbillede, også når det gælder påvirkede bilister, vil fortsætte hen over den kommende julefrokost-tid som følge af restriktionerne.

Indsatsen på landsplan

På landsplan blev der sigtet 213 påvirkede bilister.
Der blev standset flere end 3.000 køretøjer, og 88 førere blev sigtet for spirituskørsel og 125 førere for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand. Desuden skete der 17 trafikuheld, hvor føreren var påvirket af spiritus, og fem trafikuheld hvor føreren var mistænkt for narkokørsel.
På selve J-dag blev 24 førere sigtet for spirituskørsel og 36 for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.
Samtidig blev der registreret seks trafikuheld, hvor føreren blev sigtet for spirituskørsel, og to uheld med narkokørsel.