Det norske udenrigsministerium har i sidste uge frarådet alle unødvendige rejser til Nordjylland og Sjælland.
Desuden skal alle rejsende til Norge i 10 dages karantæne.

Ikke højsæson
Selv om det er ærgerligt for turismen i Nordjylland, så får det dog ikke sommerhusbureauerne til at ligge søvnløse om natten.
– Vi har ikke så mange norske gæster i efterårsferien. Det er juli, der er højsæson for nordmænd, så det slår ikke benene væk under os, siger regionschef Susanne Østergaard, Novosol.

Stor efterspørgsel
– Og skulle der komme annulleringer fra nordmænd, så har vi en stor efterspørgsel fra danske og tyske turister på husene. Vi har næsten ingen ledige i efterårsferien.
Men vi er da kede af det, hvis nordmændene bliver væk, da de bruger mange penge i det område, hvor de holder ferie, siger hun.

Fylder ikke så meget
Samme melding kommer fra Sol og Strand, hvor kommunikationsansvarlig Lone Hejlskov oplyser, at de norske gæster ikke fylder ret meget i efterårsferien, og at nordmændene mere går efter hotelophold af kortere varighed end en uge i sommerhus.