Selskabet Remondis, der står for indsamling af dagrenovation i Jammerbugt Kommune, har fået lov til at fordele indsamlingen af dagrenovation i sommerlandet over tre dage i stedet for som nu i løbet af to dage.
Teknisk udvalg har sagt god for, at der fremadrettet tømmes skraldespande mandag, tirsdag og onsdag.

8.500 sommerhuse på to dage
Baggrunden er, at en tømning ved alle cirka 8.500 sommerhuse på blot to dage giver både skraldemænd og kontorpersonale arbejdsdage på op til 13 timer, og dermed er der øget risiko for fejl eller arbejdsskader hos skraldemændene.
Desuden vil en udvidelse til tre dage betyde mindre belastning af miljøet, fordi det samlede antal tømmeture til Reno-Nord bliver reduceret, ligesom det giver større fleksibilitet og mindre risiko for nedbrud.
Det tilmeldte affaldsvolumen i sommerlandet er steget med 40 pct. de sidste 10 år, heraf de 30 pct. siden 2016.

Overvejende positive
Forvaltningen har hørt 11 sommerhusudlejningsbureauer og Sammenslutningen af Sommerhusgrundejerforeninger i Jammerbugt Kommune. Sidstnævnte har ingen indvendinger mod anmodningen.
Fem udlejningsbureauer har svaret, at de ikke har noget imod at øge indsamlingen til tre dage. Et bureau svarer, at de er imod.