Et længe næret ønske om at få en cykelsti på den meget befærdede Kvorupvej mellem Pandrup og Blokhus-Hune er nu på vej til at blive opfyldt.
I forbindelse med en enig kommunalbestyrelses vedtagelse af budget 2022 blev det besluttet, at der skal anlægges cykelsti på Kvorupvej til gavn for både fastboende og gæster.
– Der har i mange år været et ønske om at få en mere sikker vej for de bløde trafikanter til og fra Pandrup-området til både Fårup Sommerland samt til Hune og Blokhus. Kvorupvej er en meget trafikeret vej, og ofte køres der med høj hastighed, siger Jens Chr. Golding, formand for teknik- og miljøudvalget samt trafiksikkerhedsrådet.

Bindes sammen
Stien anlægges på en strækning fra den nye rundkørsel ved Vesterhavsvej og langs Kvorupvej frem til Jetsmark Kirkvej.
På den måde vil den binde Pandrup, Kaas og Moseby-området sammen med Blokhus og Hune.
Derfor er der i 2023 afsat 6 mio. kr. til anlæg af cykelstien, som vil blive planlagt ultimo 2022 og anlagt i foråret 2023.
Desuden skal der i forbindelse med anlæg af det nye Skolecenter Jetsmark ses på ønsket om at få lys på de eksisterende cykelstier fra Jetsmark Kirkevej og ind til Kaas.