Pandrup by bliver flot klædt på til julestemning, da Pandrup Borgerforening og SuperBrugsen sammen har investeret for 400.000 kroner i ny julebelysning i byen og på SuperBrugsen.

En ny tradition
Udover julelys i lygtepælene kommer der julelys på SuperBrugsens facade, og julemanden kigger med på byens liv fra toppen af bygningen, ligesom der kommer et stort flot juletræ med lys på Sparekassetorvet.
Og alle lysene bliver tændt fredag 12. november, hvor der også vil være flere aktiviteter på Torvet.
– Vi vil gerne skabe en ny tradition med tænding af julelysene, fortæller uddeler Anders Sølvkær, SuperBrugsen.

Snebolde og gløgg
Derfor vil Jammerbugt Garden spille på Torvet fra kl. 16.30, og børnene kan deltage i en sneboldkamp sammen med nissebørnene, som er klar til sjov og leg.
Desuden vil der være gratis gløgg og æbleskiver – og så bliver lysene tændt kl. 17.00, og byens butikker holder længere åbent med en masse gode tilbud.
Så julestemninger breder sig i Pandrup.
– Vi har en fantastisk aktiv borgerforening, som har ydet en meget stor indsat for at samle midler ind til juleudsmykningen, siger Anders Sølvkær.
– Og SuperBrugsen vil også gerne give noget tilbage til byen og med til at sikre, at her er den rette julestemning, siger han.