Otte serieklubber fra Jammerbugt Kommune er gået sammen om at skabe en ny liga under navnet, Jammerbugt Ligaen, og den omfatter serie 3 Pulje 30, hvor samtlige otte klubber nemlig er hjemmehørende i Jammerbugt Kommune.
Så ideen lå lige til højrebenet.

Slå et slag for seriebolden
– Målet er at formidle den passion og interesse, som klubberne har for fodboldspillet, og slå et slag for fodbold i Jammerbugt Kommune, og samtidig skabe mere fokus på seriefodbold og netop pulje 30, fortæller Peter Karstrøm Vagning fra Hune Boldklub, som har taget initiativet til den nye liga.
– Alle klubber har syntes om ideen og bakket op om det fra start. Vi er konkurrenter, men også kolleager og uden hinanden havde vi ikke en modstander at spille kampe mod. Og vi brænder jo alle for fodbolden. Vi går alle op i det og vil gerne eksponere seriefodbolden og skabe ekstra interesse for den, siger han

Fælles logo
Klubberne er enedes om design af et logo, som skal visualisere ligaen.
Faktisk har man haft en industriel designer til at udvikle to versioner af ligaens logo, og de vil blive flittigt anvendt i profileringen af ligaen.
Tilhørsforholdet til Jammerbugt Kommune er utvetydigt, idet kommunens logo også indgår i logoet.

Første kamp er i morgen
Allerede 1. april bliver den nye lige skudt i gang, når Hune Boldklub på eget græs tager imod Fjerritslev IF, der er rykket op fra Serie 4.
I løbet af de efterfølgende dage kommer resten af ligaens hold i aktion.

De otte klubber er:

  • Fjerritslev IF
  • Hune Boldklub
  • Gjøl Gymnastik & Boldklub
  • Skovsgaard Boldklub
  • Trekroner Idrætsforening 98
  • Moseby Boldklub
  • Biersted Idrætsforening
  • Jetsmark IF

Man kan følge ligaen på Facebook under ”Jammerbugt Ligaen”.