Et forslag til en ny lokalplan med plads til 11 nye boliger i Ingstrup er på vej til at blive sendt i høring, da teknik- og miljøudvalget anbefaler til kommunalbestyrelsen, at det sker.
Og holder tidsplanen, kan lokalplanen blive vedtaget efter endt høring 27. maj.
Og så må vi håbe, at Jonna Jensen og Tina Simoni inden årets udgang skal forbi med velkomstpakker til nye borgere i Ingstrup.

En god historie
– Denne udvikling i Ingstrup er en rigtig god historie. Vi har i mange år lovet borgerne en lokalplan. Nu gør vi klar til at udstykke kommunale grunde, og der er allerede en privat investor, som vil bygge på dem. Det er alletiders, siger Jens Chr. Golding, formand for teknik- og miljøudvalget.
Lokalplanen giver konkret mulighed for, at der kan bygges cirka tre parcelhuse og otte boliger af typen tæt-lav, som kan være kæde- eller rækkehuse på et areal ved Sdr. Ringvej, Baunen og Præstegaardsvej.
Det betyder også, at et tidligere udlagt erhvervsområde på en del af arealet bliver aflyst.

Varierede boliger
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et politisk ønske om at sikre attraktive byggegrunde i Ingstrup samt et ønske fra en privat udvikler om at opføre et mindre område til tæt-lav boligbebyggelse.
Det giver mulighed for at øge byens udbud af varierende boligtyper.
I den nordlige del af lokalplanens område kan der opføres tæt/lav boligbebyggelse. Efterspørgslen på disse boligformer er stigende og med henblik på at fastholde liv i de mindre byer taler et projekt som dette for.
Ønsket kommer fra en privat udvikler, som gerne vil opføre otte kædehuse.

Sådan kan kædehusene komme til at se ud.

Norske træhuse
Den sydlige del af lokalplanområdet omfatter tre parcelhusgrunde, der med sin placering tilbyder at bo bynært med en særlig udsigt ud mod det åbne land.
Planen skal sikre, at der i omdannelsen af området lægges vægt på tilpasning til stedets særlige kvaliteter.
Det nye boligområde skal danne rammerne for både fællesskab og privathed og samtidig tilføre området et grønt udtryk. Boligområdet, som omfatter både parcelhuse og kædehuse, forbindes omkring et lukket vejsystem.
Kædehusene etableres med private udearealer, adgang med bil direkte til boligen og opføres i en norsk inspireret byggestil i form af træhuse.