– Ventetiden har været lang for både det frivillige personale og kunderne, men i dag tirsdag 5. maj klokken 13 kunne Conni Leed endelig åbne dørene til den nye Røde Kors genbrugsbutik i Aabybro, placeret centralt på Kattedamsvej 6 i den tidligere Ejnar Sørensen el-forretning.

Var klar allerede 25. marts
– Det er dejligt. Vi har jo ventet på denne dag længe. Butikken var klar 25. marts, fortæller Conni Leed.
– Så det er rigtig rart, at der var kø, da vi åbnede, og at vi endelig kan se kunder. Vi håber, vi får en rigtig god start, der er i hvert fald blevet lagt mærke til, at vi åbner op, siger hun.
Røde Kors personalet er også tilfreds med den lyse butik, der med god plads nu også kan tilbyde isenkram og bøger, modsat i den tidligere forretning i Aabybro Centret, hvor der udelukkende var tøj.

Conni Leed er glad for at kunne vise butik og indhold frem. Foto: Vores Jammerbugt

Festen må vente
Det var meningen, at der skulle være en åbningsfest, men den må vente til senere.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi er nødt til at åbne lidt forsigtigt, siger Claudi Jacobsen, butikskonsulent i Region Nord for Røde Kors.
– Det er fin butik med en super central placering, så vi håber, at byen tager godt i mod os, siger Claudi Jacobsen.
I alt har Røde Kors 240 genbrugsbutikker fordelt over hele landet.

Claudi Jacobsen tager fotos af den nye butik. Foto: Vores Jammerbugt
Der sælges nu også bøger og service. Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt