– Det er med stor glæde, at vi kan præsentere Andreas Østergaard, som ny assistent for vores 1. hold i serie 1, fortæller Claus Thomasen, træner for Aabybro IFs 1. hold.
Han kender Andreas Østergaard særdeles godt og har spillet sammen med ham i Birkelse og været træner for ham i Nørresundby fB.
– Med Andreas får vi en stor kapacitet ind omkring holdet med mange års erfaring fra Danmarksserie-niveau, og som kan dele ud af sine erfaringer og dermed forstærke vores unge trup, siger Claus Thomasen.
Planen er, at Andreas Østergaard skal være spillende assistent, men han har desværre fået en knæskade.
– Derfor går der desværre 3 til 6 mdr. før vi ser ham i kamp. Indtil da vil Andreas assistere mig fra sidelinjen, og han vil være at se på træningsbanen, når vi går i gang med forberedelserne til efterårssæsonen, siger Claus Thomasen.

Til Aabybro
28-årige Andreas Østergaard er flyttet til Aabybro i november 2020 med sin kæreste og hund.
– Jeg er dog ikke helt “ny” i området, da jeg allerede kender Aabybro særdeles godt. Jeg er født og opvokset i Pandrup, hvor jeg igennem alle mine ungdomsår har spillet fodbold i Jetsmark IF (senere Blokhus FC). Til dagligt arbejder jeg i et markedsføringsbureau i Pandrup og kan derudover godt lide at spille golf.
– Jeg har spillet i mange af klubberne rundt om Aabybro, hvor jeg efter tiden i Jetsmark skiftede til Birkelse. Her spillede jeg bl.a. sammen med Claus og var med til at rykke op i Jyllandsserien med Birkelse, hvor vi havde en del gode sæsoner. For 5 år siden skiftede jeg til Nørresundby fB, hvor jeg var med til at rykke op i Danmarksserien og spillet midterforsvar.

Flere faktorer
– Efter at være tilflyttet til Aabybro, så er jeg utrolig stolt over at kunne få muligheden for at være spillende træner i Aabybro IF. Jeg kender allerede en del til klubben, hvor bl.a. min søster har spillet en del år. Netop igen at få muligheden for at arbejde sammen med Claus igen var ligeledes en tillokkende faktor. Jeg kender ham som værende ambitiøs og meget kompetent. Kombinationen af ovenstående samt muligheden for at spille fodbold lokalt var derfor en stor medvirkende faktor til, at jeg er glad og stolt over at blive spillende træner i Aabybro IF. Jeg håber at kunne bidrage med min erfaring fra Danmarksserien til både spil og træning samt lære en masse af Claus i rollen som træner, hvor ambitionen uden tvivl skal være oprykning ud fra det kendskab jeg allerede har til Aabybro IF og spillerne i klubben.