Erik Hjørringgaard og Ole S. Larsen er klar med nyt projekt

Der er gjort klar til udvikling i Biersted, hvor Erik Hjørringgaard, Bilhuset i Biersted, har udstykket i alt syv grunde bag den tidligere børnehave på Haldagervej.

Grunde klar til byggeri
Første etape med to af grundene på hver godt 1200 kvadratmeter, er allerede afsat til Ole S. Larsen, Gjøl Tømrer- og Snedkerværksted.

Projektet er klar og byggemodningen i gang. Foto: Vores Jammerbugt

Også 10 kommunale grunde
Ole S. Larsen har også forkøbsret på de øvrige fem grunde, som er mellem 900 og 1200 kvadratmeter, mens kommunen er ved at byggemodne 10 grunde på et naboareal.
Der kommer også to grunde på hver 2700 kvadratmeter, hvor der kan opføres et tæt-lav byggeri.

Ole S. Larsen til venstre og Erik Hjørringgaard. Foto: Vores Jammerbugt

Styrker udviklingen i Biersted
– Det betyder meget for Biersted, at vi får 17 nye byggegrunde, og på arealerne bag ved er der plads til yderligere udstykninger, siger Erik Hjørringgaard.
– Det kan virkelig give byen en god udvikling til gavn for brugsen, kroen, ja os alle, understreger han.

Ole S. Larsen byggede Bilhuset
Forbindelsen til Ole S. Larsen går langt tilbage, da han byggede Bilhuset i 1993 og stod også for udvidelsen i 2003.

Og han var ikke sen til at slå til, da muligheden for at købe byggegrundene bød sig.
– Her er en god mulighed for udvikling, og så er det lokalt, siger han.

Bygger 90 huse i Randers
Ole S. Larsen startede som selvstændig i 1984 og har for tiden flere projekter rundt om i landet, blandt andet byggeri af 90 huse i Randers og 40 på Sjælland.

Købte børnehaven i 2015
Det var i 2015, at Erik Hjørringgaard købte den tidligere børnehave med tilhørende areal af Jammerbugt Kommune, da den samlede børnene i byens anden børnehave.

Erik Hjørringgaard har siden solgt bygningen videre til sine børn, og der er indrettet tre lejligheder til udlejning i huset, og de var lejet ud, allerede inden de var klar.

Nye lejeboliger på vej
Der mangler nemlig udlejningsboliger i Biersted, og Erik Hjørringgaard er ved at få at indrettet to lejligheder på hver 80 kvadratmeter på Uglevangen, som vil være klar til udlejning først på sommeren.