Jammerbugt Kommune har modtaget bud på alle 3 nye erhvervsgrunde i Teknologiparken i Aabybro, men de indkomne bud levede ikke op til forventningerne hos kommunen.
Derfor skal 2 af de 3 arealer atter sendes i udbud, mens der skal forhandles pris med byderen på det største areal.

Nu med mindstepris
– Vi synes, at buddene på arealerne 2 og 3 var under forventning, og derfor bliver de sendt i udbud igen, denne gang med en mindstepris, oplyser borgmester Mogens Chr. Gade.
For areal 2 betyder det, at der er sat en minimumspris på 320 kr. pr. kvadratmeter ekskl. moms. Arealet er cirka 5.000 kvadratmeter, og købsprisen vil derfor være mindst 1,6 mio. kr.
Angående areal 3 så er mindsteprisen 240 kr. pr. kvadratmeter ekskl. moms for de cirka 2.800 kvadratmeter, og det giver en mindstepris på 672.000 kr.
De to grunde vil blive genudbudt inden for en til to uger, oplyser Steen Albrechtsen, Jammerbugt Kommune.

Forhandlinger i gang
Desuden er der forhandlinger i gang om prisen på det største af grundene, areal 1, og logisk nok er det med den interesserede køber, der har forkøbsret til området.
– Det indkomne bud var sådan set ok, men det er klart, at vi skal prøve at få markedsprisen for området. Buddet var tæt på markedsprisen, men vi skal lige have det bragt derop. Vi går efter at få en aftale hurtigst muligt, og lykkes det, så kan vi få et salg af dette ene område med til mødet i kommunalbestyrelsen 18. februar, ellers bliver det i marts, siger Mogens Chr. Gade.