I Ingstrup står fællesskab og sammenhold meget højt, og der har derfor været stor opbakning til et nyligt oprettet gå-hold for kvinder, oplyser Stine Sivesgaard. 
– Mange trænger til at komme ud og snakke med andre, og være en del af noget socialt efter et år i coronaens tegn. Og for at kunne overholde restriktionerne i forhold til covid-19, er vi blevet en del af Ingstrup Sportsforening, fortæller hun.

Sammenhold
Der har været omkring 30 friske kvinder hver gang, og medlemmerne strømmer til.
– Vi er lige nu 40 betalende kvinder, og i vores lukkede facebookgruppe er der pt. 60 medlemmer. Det er fantastisk med sådan et sammenhold og opbakning. 
Man mødes ved klubhuset i Ingstrup hver tirsdag kl. 18.30 og går alt mellem tre og seks kilometer.
– Vi følges ikke nødvendigvis ad hele vejen, og er der nogle der ønsker en kort tur, gør de det, og hvis andre ønsker en lang tur, gør de det. Når man kommer tilbage til klubhuset er der varm kaffe, øl og sodavand.
– Vi står ofte en halv times tid og snakker, drikker kaffe og hygger os. Dette er dog helt frivilligt, men mega-hyggeligt, siger Stine Sivesgaard og tilføjer:
– Det er nogle skønne gåture med masser af hygge, snak og fællesskab, og der er stadig plads til flere uanset alder og form, alle er meget velkomne.