Udvidelsen af Aabybro Centret betyder, at Røde Kors genbrugsbutik flytter

– De nuværende lokaler skal rives ned i forbindelse med første etape af forandringen og udviklingen af Aabybro Centret, og derfor har Røde Kors i Aabybro været på udkig efter nye lokaler til genbrugsbutikken.

Aftale om lejemål
– Vi har set på mulighederne i byen, og den tidligere el-forretning står jo tom, så vi har indgået en aftale om et lejemål, fortæller Conni Leed, formand for Røde Kors i Aabybro

El-forretningen Ejnar Sørensen A/S blev i maj 2019 solgt til Grønborg El, og i den forbindelse kom butikslokalet på Kattedamsvej efterfølgende til at stå tomt – dog ejer Ejnar Sørensen fortsat forretningen, Boulevarden Lys i Aalborg.

Butikken flytter i løbet af februar. Foto: Vores Jammerbugt

Flytter i løbet af februar
– Vi overtager lejemålet 1. februar og flytter ind i løbet af måneden. Vi skal være ude af Aabybro Centret 1. marts, fortæller Conni Leed.

Flytningen betyder, at genbrugsbutikken kommer til at have lukket i et par uger.

Inventaret skal tages ned og sættes op, så butikken vil være lukket i en periode. Foto: Vores Jammerbugt

Inventar skal ned og op
– Det tager jo tid at tage inventaret ned og sætte det op igen, forklarer Conni Leed.
Desuden kunne Røde Kors genbrugsbutik, som åbnede første gang i maj 2004, godt bruge flere hjælpende hænder.
– Vi kan sagtens bruge mere personale. Vi vil helst være så mange som muligt, siger Conni Leed.