Med velplacerede slag fra borgmester Mogens Chr. Gade, bestyrelsesformand Inger Kristensen og centerchef John Nielsen blev der mere end symbolsk slået hul på den store modernisering og udvidelse af Jetsmark Idrætscenter, som skal gennemføres i 3 etaper det kommende halvandet år.
Opstarten på byggeriet blev markeret tirsdag 2. marts og blev på grund af Corona-restriktioner også live-streamet.

I en klasse for sig
– Det er noget siden, projektet blev startet, men når man nu ser det i sit fulde omfang, så var det værd at vente på, sagde borgmester Mogens Chr. Gade.
– Det er en stor dag for Jetsmark og dermed for Jammerbugt. Idrætscentret transformerer sig til et center i særklasse både regionalt og nationalt blandt andet med et stort spring- og motorikcenter, som man i dag skal køre lang for at finde noget tilsvarende, sagde Mogens Chr. Gade.

Borgmester Mogens Chr. Gade fik som den første lov til at slå sig løs. Foto: Vores Jammerbugt

Synergi med ny skole
Jammerbugt Kommune kommer med 20 mio. kr. til projektet, som løber op i 54 mio. kr., samt garanterer for de grønne energilån.
– Det er vigtigt, at de fysiske rammer i er i orden, uanset om det gælder børnehave, skole eller idræt, så de 20 mio. kr. er en investering i ikke alene mursten men også aktiviteter, sagde han.
Borgmesteren pegede også den synergi, der opnås med et moderne idrætscenter placeret ved den ny skaterbane samt ikke mindst det kommende nye Skolecenter Jetsmark, som påbegyndes i næste måned.
– Det bliver et centralt samlingspunkt for Jetsmarkområdet og et lokalt kulturcenter.

 Illustration: P+P Arkitekter.

Foreningerne er grundlaget
Inger Kristensen lagde ikke skjul, at dagen er en milepæl.
– Det er foreningerne, som er brugerne af centret og medvirkende til, at vi står her i dag. Foreningerne har nemlig forpligtiget sig til at være fremtidige brugere af idrætscentret og er dermed grundlaget for, at stedet fortsat kan udvikle sig Foreningerne er grundstenen, men centret har også aktiviteter som værelsesfløj, cafe, stævner og events, sagde hun.

Inger Kristensen er også slagkraftig. Foto: Vores Jammerbugt

Hensyn til aktiviteterne
Rasmus Kokholm, projektchef hos totalentreprenøren Q-Construction, pointerede, at byggeriet udføres i 3 etaper for at tage mest mulig hensyn til brugerne.
– Jetsmark Idrætscenter er altid i bevægelse, og aktiviteterne skal fortsætte i en eller anden grad, mens byggeriet står på, sagde han.
Centerchef John Nielsen supplerede, at det også var derfor, at moderniseringen varer halvandet år.
 – Vi har fået mange gode ting med i projektet, og vi står godt rustet til fremtiden, og vi får et super moderne flagskib i den nordjyske idrætsverden, sagde han

John Nielsen tog hul på opgaven. I første omgang skal vestfløjen med omklædningsrum ned. Foto: Vores Jammerbugt

Flere kvadratmeter
Udover ombygning og renovering af eksisterende lokaler, så bliver Jetsmark Idrætscenter udvidet med 3.040 kvadratmeter med nyt spring- og motorikcenter, ny klinik for fysioterapi og omklædningsrum til svømmehallen, nyt produktionskøkken og et nyt foyer- og cafeområde.
(Se flere illustrationer og tidsplan nederst i artiklen)

Fakta om det nye center

  • Bygherre: Jetsmark Idrætscenter
  • Bygherrerådgiver: Kuben Management
  • Totalentreprenør: Q-Construction
  • Arkitekt: P+P Arkitekter
  • Ingeniør: Hamiconsult samt Spangenberg & Madsen
  • Der nybygges 3.040 kvadratmeter.
  • Entreprisesum: 54 mio. kr.
  • Det står færdig ultimo august 2022

Byggeudvalget:

  • Formand Jens Hammer, Jammerbugt Kommune
  • Inger Kristensen, formand for bestyrelsen i Jetsmark Idrætscenter
  • Erling Mikkelsen, næstformand for bestyrelsen i Jetsmark Idrætsenter
  • Jens Chr. Golding, medlem af bestyrelsen i Jetsmark Idrætscenter
  • Karsten Pedersen, souschef, Jetsmark Idrætscenter
  • John Nielsen, centerchef, Jetsmark Idrætscenter
En oversigt over tidsplanen. Øverst i højre hjørne farveoversigt over hallen. Foto: Vores Jammerbugt
 Illustration: P+P Arkitekter.
 Illustration: P+P Arkitekter.