Kommunalbestyrelsen har efter offentlig høring godkendt lokalplansforslag og et kommuneplantillæg , som åbner op for nye sommerhuse ved Saltum.
Der er tale om en udstykningen i området ved Guldager Camping, og dækker et område på ca. 6,7 ha.
Det oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Størrelse på husene
Sommerhusgrundene varierer i størrelsen og bliver fra 1.600 til 2.800 kvadratmeter med mulighed for at bygge ét sommerhus på hver grund. I alt bliver der mulighed for 29 nye sommerhusgrunde.
Efter høringsperioden er der kommet flere høringssvar, og kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at ændre, hvor store de enkelte sommerhuse må være.
I lokalplanen reduceres størrelsen af sommerhusene fra at måtte være 180 til maksimalt at må være 150 kvadratmeter med 50 kvadratmeter garage, udhuse mm. Muligheden for at bygge et anneks på 50 kvadratmeter fastholdes, men annekset skal indgå i det samlede boligareal.
Ændringerne sker for at sikre, at der ikke kommer for store sommerhuse på grundene.

Attraktiv beliggenhed
Flagstænger i området bliver ikke tilladt, ligesom invasive arter heller ikke er tilladt.
Befæstede arealer må ikke være i form af fast belægning, granitskærv eller materiale der ligner.
Sommerhusgrundene kommer til at ligge attraktivt på en sydvendt skråning, tæt på Lille Norge fredningen og med direkte adgang til Sti 100.