Tilbage i starten af marts blev renoveringen og udvidelsen af Jetsmark Idrætscenter markeret første gang med, at der blev slået hul på murene ind til de gamle omklædningsrum.
Og onsdag 3. november var det så blevet tid til spadestik nr. 2, da man nu er nået til 2. af de 3 etaper i det store projekt.
(Se flere fotos nederst i artiklen)

Et nyt fællesskab
Centerchef John Nielsen kunne byde de fremmødte velkommen og fortælle om 2. etape, inden Jens Chr. Golding i sin egenskab som medlem af både byggeudvalg og idrætscentrets bestyrelse fik ordet.
– Undskyld, hvis jeg kommer til at kalde det for hallen i stedet for idrætscentret, for jeg er fra den gang, hvor dette blev en del af noget større, indledte han.
– Da Pandrup Kommune blev skabt, satte fremsynede politikere sig sammen for små 50 år siden og sagde, at dette skulle være et kraftcenter i den sydlige del af kommunen med idrætshal, overbygningsskole og erhvervsområde, og de gjorde det rigtige, sagde Jens Chr. Golding.
Han startede i den nye centralskole i 5. klasse.
– Det var den gang Kaas, Moseby og Pandrup sloges på fodboldbanen og heller ikke var enige til halballerne, men det kom til at give os en følelse af fællesskab at gå på samme skole og mødes i idrætshallen, hvor jeg fik mange også langvarige venskaber. Så jeg gik fra at være en rigtig Moseby-dreng til at blive en Jetsmark-dreng.
– Nu står vi er her igen og tager endnu et stort skridt med udvidelsen af idrætscentret, som virkelig styrker vores område. Jeg håber, at byerne om 50 år er bygget endnu mere sammen og, at der er en endnu større sammenhængskraft, og hvis ungdommen får lige så meget ud af det nye center og den nye skole, som vi gjorde i min årgang, så har vi gjort det rigtige en gang til, sagde Jens Chr. Golding.

Børnene skal høres
Formand for Jetsmarks Idrætscenter bestyrelse, Inger Kristensen, kom ind på baggrunden for udvidelsen og moderniseringen.
– I forbindelse med vedtagelsen af Jammerbugt Kommunes budget for 2015 var kommunalbestyrelsen opmærksom på det store behov og ønske, der var for en gennemgribende renovering af Jetsmark Idrætscenter, sagde hun.
Alle de mange brugere blev inddraget og hørt i 2015 og fra børn og unge kom der 3 ønsker.
Det var bedre omklædnings- og badefaciliteter. Det er og bliver opfyldt
Et ønske om moderne udstyr og rekvisitter. Det opfyldes med et nyt spring- og motorikcenter i to plan, som også betyder, at PGU Gymnastik ikke skal bruge Hal B, hvorfor andre foreninger dermed får flere timer i denne hal.
Det sidste ønsker er et godt miljø til at samles i, og i det nye center kommer der både ny cafe og et stort samlingssted.
– Men det er 6 år siden, at undersøgelsen blev foretaget, så derfor vil der i 2022 blive sat fokus på, hvordan rammerne skal udfyldes. Derfor vil Skolecenter Jetsmark og styregruppen for Jetsmark Rambla spørge børn og unge. Det er vigtigt, at vi lytter til dem ikke at forstå således, at alle aldre ikke har stor betydning for Jetsmark Idrætscenter, men voksne kan alt andet lige lettere komme til orde, sagde Inger Kristensen, inden hun sammen med Jens Chr. Golding og John Nielsen tog spadestik til etape 2.

Etaperne
Etape 1 er taget i brug med 8 nye af i alt 12 kommende omklædningsrum – heraf to på 50 kvadratmeter hver, så de opfylder DBUs krav til hold i Nordic Bet Ligaen.
Desuden er der en ny glasgang mod vest, et torv mellem Jetsmark IFs og idrætscentrets lokaler og nye toiletter mellem de to haller.
Etape 2 er i gang, og den ny renoverede svømmehal er taget i brug af skolen, mens de øvrige brugere følger efter. Desuden vil denne etape omfatte ny cafe og 1. sal, og etapen vil lappe ind over etape 3 med den nye facade, omklædningsrum til svømmehallen, køkken, samlingssted og foyer.

Fakta om det nye center

  • Bygherre: Jetsmark Idrætscenter
  • Bygherrerådgiver: Kuben Management
  • Totalentreprenør: Q-Construction
  • Arkitekt: P+P Arkitekter
  • Ingeniør: Hamiconsult samt Spangenberg & Madsen
  • Der nybygges 3.040 kvadratmeter.
  • Entreprisesum: 54 mio. kr.
  • Det står færdig ultimo august 2022

Byggeudvalget:

  • Formand Jens Hammer, Jammerbugt Kommune
  • Inger Kristensen, formand for bestyrelsen i Jetsmark Idrætscenter
  • Erling Mikkelsen, næstformand for bestyrelsen i Jetsmark Idrætsenter
  • Jens Chr. Golding, medlem af bestyrelsen i Jetsmark Idrætscenter
  • Karsten Pedersen, souschef, Jetsmark Idrætscenter
  • John Nielsen, centerchef, Jetsmark Idrætscenter

Læs mere om de nye ting i det nye Jetsmark Idrætscenter her:

Nyt Jetsmark Idrætscenter bliver nu til virkelighed – VoresJammerbugt

Jens Chr. Golding
John Nielsen
Inger Kristensen
Svømmehallen med den nye tagkonstruktion.
Nyt omklædnigsrum.
Ny glasgang med torv.
Ombygningen fortsætter.