I denne uge var der første møde i Sundhedssamarbejdsudvalget, som er et nyt fælles forum for de fire nordjyske sundhedsklynger. Udvalget skal sikre samarbejde og sparring imellem de nordjyske kommuner, hospitaler og almen praksis.
Det nye Sundhedssamarbejdsudvalg i Region Nordjylland har i denne uge haft sit første møde. Udvalget skal sikre det gode samarbejde imellem Region Nordjylland, de nordjyske kommuner og Praktiserende Lægers Organisation på tværs af hele regionen.
Sundhedssamarbejdsudvalget bliver bindeled mellem de fire nordjyske sundhedsklynger, som har udgangspunkt i fire hospitaler i regionen: Aalborg, Hjørring, Hobro og Thisted.
Sundhedsklyngernes formål er at skabe samarbejde om patienter, som kommuner, almen praksis og hospitaler er fælles om.

Deler viden
Sundhedsklyngerne har længe været en aktiv del af vidensdelingen i Region Nordjylland, hvor blandt andet intravenøs behandling i eget hjem er blevet en realitet i hele Nordjylland, takket været samarbejdet i og på tværs af klyngerne.
Fra 1. juli 2022 er der som en del af Sundhedsreformen indgået mellem Regeringen og forligspartierne 20. maj 2022 blevet oprettet sundhedsklynger og Sundhedssamarbejdsudvalg i de resterende regioner i landet, og strukturen i de nordjyske klynger er tilpasset de nye ønsker til samarbejdet.
Sundhedssamarbejdsudvalget bliver i den forbindelse det overordnede forum for emner, forløb og ikke mindst udveksling af initiativer og ideer på tværs af sundhedsklyngerne i Region Nordjylland. Det skal skabe sammenhæng, understøtte ensartethed og sikre høj kvalitet i forløbene samt sikre videns- og erfaringsdeling på tværs af sundhedsklyngerne.

Godt samarbejde
Formandskabet i det nye Sundhedssamarbejdsudvalg består af formand og regionsrådsformand for Region Nordjylland Mads Duedahl (V) og næstformand og borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen (V), der også fungerer som repræsentant for sundhedsklynge Syd.
Mads Duedahl ser frem til arbejdet i Sundhedssamarbejdsudvalget og muligheden med at dele viden på tværs af klyngerne og regionen, så nordjyske borgere sikres de bedste patientforløb på tværs af sektorerne.
– Det er vigtigt, at vi har et godt forum at diskutere sundhedsvæsnet i med de lokale aktører på tværs af kommunegrænser og sundhedstilbud. Vi har allerede haft et rigtig godt samarbejde, men jeg forventer, at vores nye Sundhedssamarbejdsudvalg kan være med til at styrke samarbejdet og evnerne til at implementere ændringer og udvikle vores sundhedsvæsen, siger Mads Duedahl.
Næstformand Mogens Jespersen ser frem til at arbejde sammen med de resterende medlemmer i udvalget.
– Jeg har store forventninger til, at vi kan få et godt og stærkt samarbejde op og stå på tværs af kommunerne, regionen og PLO-Nordjylland. Jeg ser frem til at mødes, dele viden og sikre, at vi sammen finder de bedste løsninger på vores fælles opgaver og udfordringer, siger Mogens Jespersen.

Sundhedssamarbejdsudvalget består af:

  • Mads Duedahl (V), Regionsrådsformand og formand for Sundhedssamarbejdsudvalget
  • Mogens Jespersen (V), borgmester Mariagerfjord og næstformand for Sundhedssamarbejdsudvalget, Klynge Syd
  • Mogens Nørgaard (S), 1. næstformand i Regionsrådet
  • Lene Linnemann (SF), Regionsrådet
  • Per Møller (K), Regionsrådet
  • Søren Smalbro (V), borgmester Hjørring Kommune, Klynge Nord
  • Niels Jørgen Pedersen (V), borgmester Thisted Kommune, Klynge Vest
  • Jes Lunde (RV), rådmand for sundhed og Kultur Aalborg Kommune, Klynge Midt
  • Charlotte Lønskov Jensen, formand PLO-Nordjylland Dinah Marie Høngaard, næstformand PLO-Nordjylland