Hen over den seneste uge er smittetrykket i Jammerbugt øget markant.
Tirsdag 13. oktober havde Statens Serum Institut opgjort antallet af konstaterede nye smittede i Jammerbugt i løbet af den sidste uge til 57 mennesker.

4. højeste i Danmark
Det giver en incidens på 149, der er det 4. højeste i Danmark.
Jammerbugt har ellers i flere uger ligget omkring myndighederne bekymringsgrænse med en incidens på 20.
Incidens er antallet af nye smittetilfælde i befolkningen, og den måles ud fra, hvor mange tilfælde der er pr. 100.000 indbyggere.

Skolerne
Spredningen af smitte kan også aflæses på kommunens skoler.
Fra fredag 9. oktober til mandag 12. oktober er der konstateret smitte på 4 skoler.
Det lyder voldsomt, men der er alene tale om 8 smittede, og langt de fleste af tilfældene er relaterede til hinanden, understreger Helle Nørgaard Pedersen, konstitueret skole- og dagtilbudschef.
– Alle er jo sendt hjem på efterårsferie og til testning. Alle, der skal testes en gang eller to gange, har fået besked. Det vigtige er en opsporing af smittede og dermed en forhindring smittekæder, så vi kan få trykket ned igen, siger hun.

Smittetilfældene (antal tilfælde i parentes):

  • Fredag 9. oktober: Brovst Skole (1).
  • Lørdag 10. oktober: Biersted Skole (2), Skolecenter Jetsmark (1), Skovsgaard Tranum Skole (1).
  • Søndag 11. oktober: Brovst Skole (1), Skovsgaard Tranum Skole (1)
  • Mandag 12. oktober: Brovst Skole (1).

Personer, der har været i nærkontakt med en smittet person, skal have foretaget to tests. Hvis man ikke har været i nær kontakt er 1 test tilstrækkelig.

Nære kontakter
Man er nær kontakt, hvis man:

  • Har haft direkte fysisk kontakt (fx kram) med en smittet person (fx en god ven fra naboklassen)
  • Har haft ubeskyttet og direkte kontakt til smittefarlige sekreter fra en smittet person (fx et brugt lommetørklæde)
  • Har haft tæt ”ansigt-til-ansigt” kontakt inden for 1 meter i mere end 15 minutter med en smittet person (fx ved en samtale med personen).

Kilde: Sundhedsstyrelsens ”Til dig, der er nær kontakt til en person, der er testet positiv for ny coronavirus”