En række ejendomme i et område mellem Bisgaardsvej og Risagervej i Pandrups bymidte får nu et nyt vejnavn som deres adresser, nemlig Midt I By.
Det har teknik- og miljøudvalget sagt god for.

Uhensigtsmæssigt
Baggrunden er, at ejendommene har Bredgade tilknyttet som adresse, selv om vejadgangen til boligerne sker via Bisgaardsvej eller Risagervej.
Det er uhensigtsmæssigt og kan være misvisende for beredskabet, når der eks. skal rykkes ud med en ambulance.
Derfor har kommunen vurderet, at området skal have sit eget vejnavn med ny nummerering for de pågældende ejendomme, og lokale borgere har forslået Midt I By, som det nye navn.
Det er altså nu vedtaget efter at have været i høring hos naboer og parter i området.