Kommunalbestyrelsen støtter opførelsen af tre kommende udendørs padelbaner i kommunen med midler fra Landdistriktspuljen.
Banerne kommer til at ligge i Ingstrup, Tranum og Vester Hjermitslev.

Vinder frem
Padel vinder frem overalt i Danmark, og også idrætsforeninger i Jammerbugt Kommune ønsker at tilbyde muligheden for at spille padel, og det skal komme både borgere, sommerhusejere og turister til gode
Derfor har kommunalbestyrelsen besluttet at støtte de tre foreninger med i alt 407.000 kr., hvilket svarer til 25 pct. af de samlede projektudgifter på hver af ansøgningerne.

Ingstrup og V. Hjermitslev
Ingstrup Sportsforening ønsker at etablere en padelbane mellem deres eksisterende beachvolleybane og petanqueanlægget på Ingstrup Stadion.
V. Hjermitslev Boldklub ønsker at etablere sin padelbane i forlængelse af Forenings- og Kulturhuset Lunden mod nord. Dermed kommer den til at ligge på borgerforeningens matrikel, hvor også V. Hjermitslev Boldklubs boldbaner ligger. Ud over boldklubben er Forenings- og Kulturhuset og borgerforeningen samarbejdspartnere i projektet i Vester Hjermitslev.

Tranum
Tranum GF ønsker at etablere en padelbane nær klubhuset, så det bliver en del af hele sportsanlægget.
For alle tre klubber er projekterne tænkt ind i de allerede eksisterende faciliteter, og bliver dermed en naturlig del af de eksisterende sportsanlæg.
Banerne kommer til at være åbne for medlemmer, turister, sommerhusejere, skoler og andre, der ønsker at booke banerne.
– Gennem Landdistriktspuljen støtter vi udviklingen i vores lokalområder. Derfor er det også naturligt for os at yde tilskud til etableringen af padelbaner, da de netop kan være med til at udvikle lokalområderne for borgerne, men i høj grad også tiltrække turister til de tre områder, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
I forvejen er der udendørs padeltennis hos Blokhus Golfklub, samt planer om udendørs planer i ved Brovst Sport og Kulturcenter, ligesom et privat projkt med indendørs padelbaner i Aabybro er på vej.
Se mere her:
Opfører padelcenter i Aabybro – VoresJammerbugt