I forbindelse med John Andersens hotelprojekt ved Skulpturparken Blokhus har Per Balle Danielsen solgt huset med sin forretning gennem 18 år, Panasonic Center Blokhus på Vesterhavsvej 12 i Hune, til netop John Andersen.
Og senest 1. februar vil Per Balle Danielsen og sønnen Jacob så åbne en ny butik på Søndergade 7 i Saltum i den bygning, som Den Gamle Brugskunst gør klar til at fraflytte.

Generationsskifte
Samtidig tager Per Balle Danielsen hul på et glidende generationsskifte, hvor Jacob med tiden skal tage helt over.
– Med sine 41 år har Jacob alderen og gå-på-modet til at overtage, og jeg kan kun klappe i hænderne over, at forretningen kommer til at køre videre, og Jacob vil helt sikkert få en god kundekreds, siger Per Balle Danielsen.
Panasonic Center Blokhus/Antennemontøren sælger alt inden for tv og antenne, tilbehør til pc og mobil samt chromecast og Apple-tv.
– Men det primære er helt klart varmepumper. Både luft til luft og luft til vand, fortæller Per Balle Danielsen.
Og hos Panasonic køber kunderne samtidig en tryghed, da indehaverne og de ansatte altid er klar med hjælp, service og rådgivning.

Der er travlt
Derfor har forretningen gennem årene også opbygget en stor og trofast kreds af kunder.
– Ja, jeg er ikke blevet helt hulkindet gennem de 18 år. Vi har mange dejlige kunder, og der er knald på med varmepumperne, og vi har rigtig travlt med de mange drejninger af paraboler som følge af, at Viasat og Canal Digital er gået sammen under navnet Allente. Jacob får helt sikkert nok at se til, siger Per Balle Danielsen.
Han ser nu frem til at Jacob åbner en nyindrettet butik med bedre lagerforhold og gode p-forhold i Saltum.
– Selv om vi aldrig har skullet leve af strøgkunder, så er der meget trafik på vejen gennem Saltum, og handelslivet med Meny i spidsen trækker også mange mennesker til byen, fortæller, Per Balle Danielsen.
Og med tiden vil Jacob også gøre den ene af de to lejligheder på 1. salen klar til udlejning.
I forbindelse med at Panasonic Center flytter til Saltum, så flytter Den Gamle Brugskunst til bygningen på Tinghøjgade 1, hvor butikken Hjørnet har hørt til.
Ynett Pickering forventer at åbne sin brugskunst igen med ny facade og nyt navn i uge 7.

Den kommende Panasonic forretning.